FARSØ: I dag var der officiel indvielse af Farsøs nye genbrugsplads.

Det var direktør for Vesthimmerlands Forsyning, Morten Aaby Nielsen, der bød de ca. 200 fremmødte velkommen og udtrykte glæde på vegne af både borgere og medarbejdere over de nye omgivelser. 

 
 Her er det direktør for Vesthimmerlands Forsyning, Morten Aaby Nielsen, der byder velkommen.

 

Derefter gav han ordet videre til Uffe Bro, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerland, der stod for snorklip og indvielsestale:

- Der har været en uheldig udvikling i de mindre bysamfund. Først lukkede frysehusene, vaskerierne og dagligvareforretningerne, så lukkede kroen, og kirken har kun åbent om søndagen. Men nu har vi genbrugspladserne, hvor folk kan mødes, lød det fra Uffe Bro i sin indvielsestale, hvor han hyldede genbrugstanken og udnyttelsen af ressourcerne, som genbrugspladserne er med til. 


Formand for Teknik- og Miljøudvalget I Vesthimmerlands Kommune, Uffe Bro stod for snorklip og indvielsestale for den nye genbrugsplads på Røjbækvej i Farsø. 

Længe ventet
Den nye genbrugsplads på Røjbækvej har været længe ventet.

 

Projekt ny genbrugsplads i Farsø startede tilbage i 2013, hvor regler for støj betød at genbrugspladsen måtte lukke om søndagen og det grønne affald midlertidigt måtte flyttes til Svingelbjergvej. Men pladsen på Søndergården havde også længe været udfordret på arealets størrelse. Derfor købte Vesthimmerlands kommune i 2014 arealet på hjørnet af Røjbækvej – det tidligere cementstøberi med tilhørende hal.  

 

Der gik også politik i den
I 2017 gik der politik i Farsøs nye genbrugsplads. En overgang så det ud til at Farsø slet ikke stod til at skulle have en ny genbrugsplads, da man fandt det mere hensigtsmæssig at bygge en ny fælles genbrugsplads for Aars, Farsø og Aalestrup og opføre den ved Østrup. 

 

Men man vendte tilbage til udgangspunktet, nemlig arealet på Røjbækvej, og i den forbindelse blev det også besluttet at materielgården – altså Park og Vejs afdeling i Farsø også skulle flytte med, og at adressen Søndergården 4 efter flytningen vil blive sat til salg. 

 

Har kostet 11. mio. kr.
Selvom Vesthimmerlands byråd i august 2014 og april 2016 stod klar med anlægsbevillinger på i alt 9.4 mio. kr. til etablering af ny genbrugsplads på Røjbækvej 2A, så slog beløbet ikke til. Projektet løb nemlig ind i udbedring af ustabile jordbundsforhold. Projekt genbrugsplads er dermed endt i beløb på 11. mio. kr. Til gengæld har kommunen mulighed for at udstykke to erhvervsgrunde ved siden af genbrugspladsen, og dermed få fordyrelsen udlignet.    

 

Pladsen og de tilhørende bygninger er nu arbejdsmæssigt udgangspunktet og samlingspunktet for mange ansatte. Både for Vesthimmerlands Forsynings folk på genbrugspladsen og Park og Vejs folk. Men også kommunens naturvejleder får sin gang her til opbevaring af sit materiel.

Borgere og brugere lukket ind
Efter talerne blev borgerne lukket ind på den nye plads. Her kunne de tage den nye plads, den nye servicebygning og den nyindrettede materielhal i øjesyn. Desuden blev der budt på gratis hotdogs.  


Mange borgere deltog i indvielsen af - den længe ventede og helt nye genbrugsplads på Røjbækvej. Efter taler blev de lukket ind på den nye plads og lige efter fulgte pladsens første brugere

 

Lige efter indvielsen fulgte pladsens første brugere. Som de to første i køen til at tage den nye plads i brug stod Michel Palbjørn fra Hvalpsund og næstefter Sandra Bonde Jensen fra Farsø. Begge skulle lige orientere sig på den nye plads med flere vognbaner, men blev naturligvis hjulpet godt på vej af Vesthimmerlands Forsynings medarbejdere på pladsen.

 

- Selvom det her første gang er lidt uoverskueligt, så er det skønt med den nye plads. Det var ikke til at komme rundt på den gamle, og så holdt man ofte i vejen for hinanden. Det er der vist ikke fare for nu, siger Sandra Bonde Jensen, og peger på de tre spor der fører frem til containerne, mens hun bliver hjulpet af pladsmand Bir Bahadur Paraily fra Vesthimmerlands Forsyning, der også meget tydeligt er glad for de nye forhold på Røjbækvej.

 

Bir Bahadur Paraily giver også Michel Palbjørn en hånd med de møbler han har på traileren.

-Ja det er faktisk ikke mine møbler. De tilhører nogle venner, men jeg havde lige tid i dag. At jeg lige blev den første bruger af genbrugspladsen havde jeg ikke regnet med, men det er da meget sjovt, lyder det fra Michel Palbjørn, der ligesom alle andre blev budt på en hotdog på indvielsesdagen.         


Som de to første i køen til at tage den nye plads i brug stod Michel Palbjørn fra Hvalpsund og næstefter Sandra Bonde Jensen fra Farsø. Begge skulle lige orientere sig på den nye plads, men blev naturligvis hjulpet godt på vej af Vesthimmerlands Forsynings medarbejdere på pladsen. 

Tre gange så stor
Farsøs nye genbrugsplads er på 9.500 m2 og dermed arealmæssigt tre gange så stor som den gamle. Pladsen er indrettet med containere til 44 forskellige fraktioner affald. Desuden er det muligt at aflevere miljøfarligt affald og om kort tid vil også genbrugsbutikken blive genoprettet på den nye plads. Med flytningen genoptager genbrugspladsen i øvrigt sin søndagsåbning, som mange brugere har set frem til.       

 

Haveaffald tilbage på genbrugspladsen
Det grønne affald har også igen fået adresse sammen med genbrugspladsen. Her kan man sågar aflevere sit haveaffald udenfor genbrugspladsens åbningstid, da pladsen er beliggende udenfor genbrugspladsens hegn.

 

Skanner brugernes nummerplader fra 1. juni
Fra 1. juni indføres der nummerpladegenkendelse ved indkørslen til pladsen. Det gør der også på kommunens øvrige genbrugspladser. Samtidig ændres betalingsordningen for erhvervskøretøjer fra abonnementsordning til betaling per besøg.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner