FARSØ/AARS: For 2. gang stod fodboldklubberne Farsø Ullits IK og Aars IK lørdag aften og nat bag en fælles koncert begivenhed i Messecenter Vesthimmerland.

På koncertplakaten havde fodboldklubberne valgt danske kunstnere med et stort bagkatalog, og der blev derfor skrålet med på de kendte Søs Fenger, Big Fat Snake, U2 og Shubidua numre. Med andre ord var der en rigtig god stemning i hallerne.   

1.300 er en tilbagegang på 200 koncertgæster i forhold til fodboldkoncert premieren sidste år, mens antallet af spisende gæster inden koncerten holdt status quo nemlig – 600. Heriblandt deltog en del firmaer; fra Farsø bl.a. Outline, Øgaard og XL Byg.                

En status fra Messecenter Vesthimmerland og direktør Brian Otte viser en gæstefordeling på 50% fra Aars, ca. 25% fra Farsø og de resterende fra øvrige postnumre.  

Som den 3. og praktiske part i koncertbegivenheden er Brian Otte og Messecenter Vesthimmerlands rigtig godt tilfreds med koncertarrangementet.   

Vi har fat i et rigtigt godt arrangement og et rigtigt godt samarbejde, siger Brian Otte.  

Vi har Farsø Ullits IK med ekspertisen fra utallige søkoncerter og så har vi hallerne her med alt det udstyr der skal til, som bare gør det hele meget lettere.  

Indrømmet, så har søkoncerterne været noget helt særligt, men der har også været mange forhold såsom vejrlig, plads, el og mange andre ting, de frivillige fra fodboldklubben har skullet tage højde for, siger Brian Otte, der selv har været tæt på Søkoncerterne og kender til det store forberedende arbejde. I den nuværende form skal de ca. 100 frivillige hjælpere først møde op på dagen for koncerten - og dagen efter, som praktiske hjælpere, forklarer Brian Otte.  

Det at koncerten afholdes indendørs, betyder desuden også at man nu har fundet et godt tidspunkt på året for afholdelse, hvor man ikke konkurrerer med festivaller og lignende 

Sidste år fik de to klubber kr. 130.000 ud af koncerten hver. Beløbet bliver knap så stort i år, vurderer Brian Otte, hvilket dels skyldes det færre antal gæster, men også færre sponsorindtægter i forhold til premiereåret, hvor der blev bidraget ekstraordinært.  

Det eksakte beløb kender vi først om nogle uger, når alt er gjort op, men der er ingen tvivl om at det igen vil skæppe godt i klubkasserne, slutter Brian Otte.            

I Farsø Ullits IK går koncertoverskuddet til klubbens ungdomsarbejde og til uddannelse af trænere.

 

e-max.it: your social media marketing partner