HVALPSUND/ULLITS/STRANDBY/VESTER HORNUM/VESTERBØLLE:

Ud over tøndeslagning og fastelavnsboller er Fastelavn i kirkelig henseende en af årets højtider. Der er derfor arrangeret en del aktiviteter i forbindelse med søndagens fastelavnsgudstjenester i egens kirker, som i sagens natur i særdeleshed henvender sig børnefamilier. 

For familiegudstjenester gælder det, at selv de mindste kan være med. For det gør ikke noget at man sidder lidt uroligt, taber salmebogen eller synger med de forkerte steder.  

Og i Foulum vil gudstjenesten være særdeles børnevenlig, hvor man meget gerne må komme udklædt. Efter fastelavnsgudstjenesten har Ullits spejderne arrangeret tøndeslagning i Ullits Minihal.  

I Hvalpsund har de lokale menighedsråd valgt at slå fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning sammen i Hvalpsund Hallen. Det er borgerforeningen og gymnastikforeningen der står for det praktiske omkring tøndeslagningen.  

De øvrige steder skal man ikke bevæge sig langt fra fastelavnsgudstjenesten i kirken til tøndeslagningsarrangementet. I Strandby er det i Sognehuset, Sådan er det også i Vesterbølle hvor Sognehuset lægger lokaler til tøndeslagningen, i Vester Hornum er det hos spejderne i FDF-huset 

For alle arrangementerne, både i kirkerne og til de efterfølgende tøndeslagninger, håber man at rigtig mange vil møde op udklædte. For alle steder gælder det nemlig, at man ud over at kåre den hårdtslående kattekonge og – dronning også vil blive belønnet for bedste udklædning.      

 

 

 

e-max.it: your social media marketing partner