Stenalderen nybygges

ERTEBØLLE: I Ertebølle er de ansatte på Stenaldercentret i fuld gang med at nybygge stenalderen på centrets udearealer.

-Landskabet er lagt tilbage i de naturlige folder, og inden vinteren er omme, slynger en bæk sig imellem buske, blomster og vildt græs til centrets sø, fortæller centerleder Louise Villadsen. 

-Stenalderens stolpehuller er blevet studeret, og snart vil stenalderens hytter være synlige i det nye udendørslandskab, lyder det videre fra Louise Villadsen, om hvad der står næst for i opbygningen.  

De fortællinger, der fremover skal formidles i det nyopbyggede stenalderlandskab, stammer fra stenaldermenneskenes daglige liv og omhandler bl.a. de basale menneskelige behov, som vi også kender fra vores eget liv. F.eks. mad og søvn. Hvad spiste de?. Hvordan smagte det, og hvordan fik stenaldermennesket fat i maden?. Hvordan med varme, ly og sovepladser?.  

Fortællingerne bliver ikke blot vakt til live igennem det talte ord, men kan også opleves på egen hånd ved at smage på stenalderens mad eller ligge i en stenalderseng.  

En del af fortællingerne tager udgangspunkt i vesthimmerlandske stenalderfund. Vigtigst er naturligvis Ertebølle Køkkenmøddingen, som ikke bare har givet navn ti en af stenalderens kulturer, men som også rummer mange lag af fortællinger fra stenaldermenneskenes liv. I Ertebølles nye stenalder kommer man også til at kunne opleve en køkkenmødding. 

De mystiske stendyngegrave er en af de andre gode fortællinger fra den vesthimmerlandske stenalder, som de seneste år har tiltrukket sig fornyet opmærksomhed.  

Disse gravanlæg kommer også til at være blandt de mange nyopførelser som ikke er set siden stenalderen, men som nu får nyt liv i Ertebølle.  

Stenaldercenter Ertebølles nye anlæg åbner officielt i midten af juni        

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: