Farsø Rotary Klub støtter projekt ”Farsø Fælled”

FARSØ: Vesthimmerlands Kommune, Dronning Ingrid Hallerne og projekt Sundhed, Trivsel og Læring er i gang med at realisere et stort projekt omkring Farsø Stadion og Dronning Ingrid Hallerne.

Aktivering af børn og unge med leg og motion
Projektet går ud på at etablere et aktivitetsområde til aktivering af børn og unge med leg og motion.

Der etableres en løbesti med en længde på præcis 1.000 meter – ”kilometerstien”, ligesom der er planer om at etablere skaterpark, udendørs fitness, bedre og mere sikre stiforbindelser til Farsø Skole og meget mere. 

Den første gave er et stort stadion- og tidtagningsur
Farsø Rotary Klub vil, med lokalområdets opbakning, hjælpe projektet økonomisk – bl.a. ved at donere et stort stadion- og tidtagningsur, der kan anvendes både som tidtagningsur til at måle omgangstider på kilometerstien, og som almindeligt ur på stadion, så børnene altid kan følge med i tiden, når de leger i området.
 

Flaskepant i Rema dobles op
Farsø Rotary Klub opsætter en donationsboks ved flaskeautomaten i Rema 1000 i Farsø. Når kunderne putter deres flaskebon i denne donationsboks, så fordobler Farsø Rotary Klub beløbet af klubbens egen klubkasse. Samtidig søger Farsø Rotary Klub om yderligere støtte i Rotary Danmarks Hjælpefond – her er der mulighed for at få det samlede beløb fordoblet endnu en gang.
 

Det betyder, at en flaskebon på 25 kr. kan blive øget til 100 kr. i støtte til projekt ”Farsø Fælled”. 

Indsamling af penge via flaskepant i Rema 1000 Farsø løber fra nu og indtil sommerferien 2019. 

Satser på kr. 100.000 til ”Farsø Fælled”
-Det er vores håb, at vi både ved indsamling af flaskepant og ved andre aktiviteter, kan samle op imod 25.000 kr. sammen, som vi med en tilsvarende donation fra Farsø Rotary Klubs egen klubkasse og en fordobling af det samlede beløb via Rotary Danmarks Hjælpefond, kan donere op imod kr. 100.000 i alt til projekt Farsø Fælled, udtaler Brian Otte, præsident i Farsø Rotary Klub.
 

 

Farsø Rotary Klub er medlem af en verdensomspændende organisation af i alt 35.000 klubber og 1,2 mio. medlemmer. Lokalt støtter flere Rotary klubber en række gode projekter i de enkelte klubbers lokalområder.

-I Farsø Rotary klub glæder vi os rigtig meget til at støtte projekt Farsø Fælled økonomisk, ligesom vi i årene fremover håber at kunne støtte andre gode projekter, der kan gavne vores lokalområde, slutter Brian Otte.

 

Om projektet ”Farsø Fælled”
Med udviklingen af området mellem Dronning Ingrid Hallerne og Idunsvej i Farsø skal byens sociale og fysiske sammenhængskraft styrkes. Projektet knytter sig til ”Den røde tråd”, der forbinder udfoldelsesmæssige og kulturelle funktioner i et samlet forløb på tværs af Farsø, og under projekttitlen ”Farsø Fælled” vil området ved Dronning Ingrid Hallerne over de kommende år blive transformeret fra boldbaner til hele byens bevægelseszone:
 

På tværs af aldersgrupper, idrætsdiscipliner, fysisk formåen og grader af indre legebørn skal flere af Farsøs borgere opleve at have mulighed for at være aktive i og på tværs af området. De fysiske rammer skal invitere de selvorganiserede og de uorganiserede idrætsudøvere til samtidig med, at træningsforholdene for de eksisterende brugere af området får et løft. Stadion-området skal styrkes som destination, og funktionen som forbindelse på tværs af byen skal tydeliggøres.


Lokale aktører og (kommende) brugere af området har løbende bidraget til projektet med viden og ideer, og i foråret 2018 har Vesthimmerlands Kommune bedt VEGA landskab om hjælp til at finde den røde tråd blandt de mange input og præsentere en helhedsplan med et samlende greb for udviklingen af ”Farsø Fælled”.

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: