Ændring af afstemningssted i Strandby

STRANDBY: Byrådet skal på sit møde i dag træffe beslutning om flytning af afstemningssted i Strandby i forbindelse med valg og folkeafstemninger.

I forbindelse med afvikling af valg og folkeafstemninger har afstemninger i Strandby fundet sted på Vesthimmerlands Naturfriskole(tidligere Strandby Skole – red.)

Friskolen gik imidlertid konkurs i november 2018, og i forlængelse heraf besluttede Vesthimmerlands Kommunes økonomiudvalg i starten af december at købe ejendommen via nedrivningspuljen med henblik på nedrivning af dele af ejendommen.

Derfor skal der nu træffes beslutning om, hvor afstemningsstedet i Strandby skal placeres fremadrettet. 

Vesthimmerlands Kommunes administration foreslår at afstemningsstedet flyttes til Strandbyhallen.  

Strandbyhallen ligger 450 meter fra friskolen, og der er adgang for handicappede og kørestolsbrugere, ligesom der er handicaptoilet i hallen. Samtidig er der gode parkerings- og tilkørselsforhold.

Ved seneste kommunalvalg i 2017 var der 663 stemmeberettigede i Strandby, og da der kun er behov for at opstille én afstemningsboks kan valghandlingen foregå i cafeteriet og selve optællingen kan ske i hallen, hvor der er god plads til at stille borde op. 

Kommunens administration vurderer ligeledes, at en flytning af afstemningsstedet til Strandbyhallen ikke umiddelbart vil være til gene for de stemmeberettigede i området, da afstemningsstedet kun flyttes 450 meter fra det nuværende afstemningssted. 

Kommunens administration har været i dialog med bestyrelsen for Strandbyhallen, som oplyser, at man gerne stiller hallen til rådighed for afvikling af valg og folkeafstemninger på almindelige markedsvilkår. 

Desuden vil udgifterne til leje af Strandbyhallen finansieres inden for rammerne af det eksisterende budget til afvikling af valg og folkeafstemninger.

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: