Du er farligere, end du tror

VESTHIMMERLAND: Med denne overskrift igangsætter Vesthimmerlands Forsyning en ny kampagne, der skal få borgerne i Vesthimmerland til at pakke deres affald korrekt i de røde miljøkasser, der afhentes sammen med storskrald.

-Trods det eksisterende informationsmateriale og et omfattende antal kampagner de seneste tre år, må vi desværre konstatere, at vi alt for ofte modtager kasser, der er decideret farlige for vores personale. Flere af de kasser vi modtager, er pakket helt uden hensyn til, at det er mennesker, der håndsorterer dem. Det går simpelthen ikke og det er ikke i orden overfor vores personale. Derfor ændrer vi på reglerne for den røde miljøkasse, siger Morten Aaby Nielsen, direktør for Vesthimmerlands Forsyning.

Fremover skal man derfor udfylde en adresselabel, hvis man ønsker at aflevere det miljøfarlige affald til storskraldsindsamlingen.  

Ønsker man ikke at udfylde en adresselabel, er man, som tidligere, velkommen til selv at aflevere sit miljøfarlige affald på genbrugspladsen.  

-Vi vil gerne understrege, at vores personale er uddannet til at håndtere miljøfarligt affald. Vi opfylder alle krav til persondataforordningen og vi behandler naturligvis alle oplysninger fortroligt. Du kan derfor være ganske tryg ved fortsat at aflevere den røde miljøkasse til storskraldsindsamlingen – også selv om din adresse står derpå. Vi fjerner adresselabelen igen, når vi har tjekket at indholdet er pakket iht. vores vejledninger. Er der uoverensstemmelser, kontakter vi dig og vejleder pr. brev eller telefon, lyder det videre fra Morten Aaby Nielsen.

Ordningen træder i kraft næste gang du bytter din miljøkasse. 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: