FARSØ: Traditionerne holdes i hævd, når Farsø lokale Kulturråd byder det nye år velkommen på musikalsk festlig vis med Nytårskoncerten i Dronning Ingrid Hallerne.

Musikalske champagnepropper for 25. gang

Det er såmænd 25. gang at Aalborg Symfoniorkester med gæstesolister får de musikalske champagnepropper til at sprænge overfor de omkring 500 tilhørere i de festligt pyntede Dronning Ingrid Hallerne.

 

Som eftermiddagskoncert
Til gengæld er det første gang at koncerten finder sted som en eftermiddagskoncert. Nærmere bestemt nu på lørdag eftermiddag.

 

Billetsalget er stadig i gang hos de kendte salgssteder, SE ANNONCEN HER
ligesom der også kan købes billet ved indgangen, men til en højere pris end i forsalg.

 

Det ændrede koncerttidspunkt på dagen har også muliggjort en koncertbuffet efter koncerten til at runde de musikalske indtryk af. De buffetbilletter - der måtte være tilbage, kan kun købes sammen med billetterne i forsalg.  

 

Aalborg Symfoniorkester 

Men ikke mindst kan nytårskoncerten ud over Aalborg Symfoniorkester præsentere operasangerne Joachim Knop og Tuva Semmingsen, som er et af de helt fremtrædende par i dansk kulturliv.

 

Joachim Knop og Tuva Semmingsen 

Joachim Knop, der af mange også vil være kendt som karismatisk skuespiller i utallige danske film, vil ud over at synge også fungere som konferencier. Han vil få fornemt selskab af sin kone, operasangerinden Tuva Semmingsen. De har gennem årene – også inden de blev gift, optrådt sammen utallige gange på de danske scener.   

 

Norske Tuva Semmingsen er uddannet fra Norges Musikkhøiskole i Oslo og Opera-Akademiet i København. Hun debuterede i 1999 på Det Kgl. Teater som Cherubino i Figaros Bryllup og har siden haft en lang række roller ved teatret.


Joachim Knop er ligeledes uddannet ved Operaakademiet på Det kongelige Teater 2000. Han favner både operafagets store klassiske roller og musicalgenren og er desuden en fremragende skuespiller, som mange vil genkende fra ”Anja og Viktor”-filmene.

 

Sprudlende og festligt program
Det kan afsløres her at de to solister vil overraske på alle måder til nytårskoncerten – ikke kun musikalsk, men også bogstavligt talt, de påtager sig HELT nye roller.  

 

Med andre ord kan man se frem til et særdeles sprudlende og festligt program, når både orkestret og solisterne slår sig løs i toner af Mozart, Bizet og Strauss.  

 

Man vil bl.a. kunne opleve numre fra Figaros Bryllup, Tryllefløjten, Maskarade, South Pacific, Sommer i Tyrol og Annie get your gun. Altså et meget alsidigt program som giver såvel solister som orkester mulighed for at vise hvad de kan.     

 

Nytårsprisen 

Inden Nytårskoncerten slår takten an, vil Farsø Kulturråd, traditionen tro stå for uddelingen af årets Nytårspris.     

 

Det skal ikke afsløres her hvem årets modtager af Nytårsprisen bliver, men den går til en person eller gruppe, som har gjort sig bemærket kulturelt i Farsø området.




 

 

e-max.it: your social media marketing partner