HVALPSUND: Lige nu er et større anlægsarbejde i gang i forbindelse med fiskerihavnen i Hvalpsund.

Havnens bølgeskærm, der skal give ro ved ind- og udsejling til fiskerihavnen og ligeledes i havnebassinet, er i dag i så ringe stand, at den i høj grad har mistet sin funktionsevne.

Som Carsten Agesen fra Team Havn, Natur og Byrum i Vesthimmerlands Kommune betegner den – hullet som en si med kun 15-20% funktionsevne tilbage.

-Og det skaber problemer for erhvervet i fiskerihaven ved ind- og udsejling, når bølger forårsaget af vinden eller Færgen Mary, står lige på ind- og udsejlingen til havnen, forklarer Carsten Agesen.       

I forbindelse med etableringen af den nye bølgeskærm blev det hurtigt klart at de gamle bundpæle ikke kunne genbruges.

-Da vi fik dem kigget efter, fandt vi ud af at de gamle pæle består af trykimprægneret træ, heraf noget i fyr. De var rådne og nærmest hule indeni, så derfor sættes der lige nu også nye bundpæle i azobetræ ned, som har en holdbarhed på op til 150 år. Det samme bliver tilfældet med beklædningen på pælene – altså selve bølgeskærmen, som også bliver i Azobetræ, fortæller Carsten Agesen, der tilføjer at bølgebryderen bliver forberedt til, at man kan bolte en gangbro ovenpå, som passer fint i sammenhæng med Hvalpsund Borgerforenings projekt ved ophalerhuset på Havnepladsen.    

De nye bundpæle gør projektet noget dyrere end først antaget og beløber sig samlet til kr. 1.382.725.

Alt efter vinterens vejr og vind forventes den nye bølgebryder at stå klar til marts.  


Arbejdet er ikke helt ukompliceret, da der arbejdes med store maskiner ude i vandet. 

 

 

e-max.it: your social media marketing partner