FARSØ: Vi nærmer os nu det nye år og mange vil sikkert - traditionen tro, tænke nytårskoncert.  

Og den er da også lige om hjørnet!.   

Som eftermiddagskoncert om lørdagen
Det der afviger fra traditionerne i den 25. udgave, er at koncerten denne gang finder sted en lørdag eftermiddag – nærmere bestemt lørdag den 12. januar og som eftermiddagskoncert.

 

-Symfoniorkestret har som et nyt frisk tiltag tilbudt at afholde koncerten om eftermiddagen. Det har vi i Farsø Kulturråd sagt ja, tak til, siger formand Karen Pedersen. Det håber vi, at vore trofaste koncertgæster – og nye vil tage godt imod.    
 

Billetsalget til koncerten har været i gang på salgsstederne og på himmerlandsbilletten siden slutningen af november.  
 

Det ændrede koncerttidspunkt på dagen har også muliggjort en koncertbuffet efter koncerten til at runde de musikalske indtryk af. Buffeten skal bestilles sammen med billetterne.    
 

Aalborg Symfoniorkester
Men ikke mindst, lyder det videre fra Karen Pedersen, kan vi ud over Aalborg Symfoniorkester – naturligvis, præsentere operasangerne Joachim Knop og Tuva Semmingsen, som er et af de helt fremtrædende par i dansk kulturliv.
 

Joachim Knop og Tuva Semmingsen
Joachim Knop, der af mange også vil være kendt som karismatisk skuespiller i utallige danske film, vil ud over at synge også fungere som konferencier. Han vil få fornemt selskab af sin kone, operasangerinden Tuva Semmingsen. De har gennem årene – også inden de blev gift, optrådt sammen utallige gange på de danske scener.  
 

Norske Tuva Semmingsen er uddannet fra Norges Musikkhøiskole i Oslo og Opera-Akademiet i København. Hun debuterede i 1999 på Det Kgl. Teater som Cherubino i Figaros Bryllup og har siden haft en lang række roller ved teatret.
 

Joachim Knop er ligeledes uddannet ved Operaakademiet på Det kongelige Teater 2000. Han favner både operafagets store klassiske roller og musicalgenren og er desuden en fremragende skuespiller, som mange vil genkende fra ”Anja og Viktor”-filmene.
 

Det kan afsløres her at de to solister vil overraske på alle måder til nytårskoncerten – ikke kun musikalsk, men også bogstavligt talt, de påtager sig HELT nye roller.
 

Med andre ord kan man se frem til et særdeles sprudlende og festligt program, når både orkestret og solisterne slår sig løs i toner af Mozart, Bizet og Strauss.
 

-Vi håber med det nye afholdelsestidspunkt at flere kan deltage og få sig en fantastisk koncertoplevelse, siger Karen Pedersen, der kan oplyse at den første af nytårskoncertens opførelser i Aalborg er udsolgt på nuværende tidspunkt, hvilket ikke siger så lidt om den kommende koncerts popularitet.  
 

Nytårsprisen

Inden Nytårskoncerten slår takten an, vil Farsø Kulturråd, traditionen tro stå for uddelingen af årets Nytårspris.      
 

Det skal ikke afsløres her hvem årets modtager af Nytårsprisen bliver, men den går til en person eller gruppe, som har gjort sig bemærket kulturelt i Farsø området.

Se annoncen for nytårskoncerten her

 

e-max.it: your social media marketing partner