Juleri på friplejehjemmet

HVALPSUND: Som optakt til den kommende højtid har der på Hesselvang været afholdt flere arrangementer der har stået i julens tegn.

Foruden det store julemarked, har højdepunkterne ind til videre været en aften med underholdning af Arosia Koret fra Aars, og en hyggelig julefrokost for beboere, pårørende, medarbejdere og bestyrelser. 

Arosia koret sang julen ind
Det er efterhånden blevet en tradition at det næsten 40 personer store Arosia Kor kommer forbi og giver Hesselvang en dejlig julekoncert. Ihvertfald er det sket hvert år siden Friplejehjemmet Hesselvang blev en realitet i 2015. Og her håber man da også, at det må blive en dejlig tradition i mange år fremover. Arosia koret, der forlængst har holdt 40 års jubilæum, underholdt på glimrende vis, og netop korets store erfaring fra de mange år, lod sig dog også tydeligt høre i forskellige variationer og i den sangglæde, som de veloplagte korsangere præsterede.
 

Der var stuvende fyldt i Hesselvangs store samlingsrum i Solstrålen, hvor godt 100 forventningsfulde mennesker var samlet til den gode oplevelse. 

Dirigent og korleder Kim Bernt ledede på en meget dygtig og inspirerende måde sit kor sikkert igennem et meget varieret og stemningsfuldt program, der spændte fra de gode gamle julesalmer, til nye spændende julesange som f.eks., “Nu vil vi synge og være glad”, med omkvæd “du dab di dei”. Ligeledes blev der også sunget en del fællessange, ind imellem der selvfølgelig også var lagt tid ind til en hyggelig kaffepause. 

“Hvad der gør jul til noget særligt”, sang Arosia Koret bl.a. i en af deres sange. Jo, på Hesselvang betyder det bl.a., at koret kommer forbi, og giver en dejlig julekoncert, det er absolut noget særligt. 

Aftenen sluttede af med at alle sang “Når igen det er slut på en dejlig dag”, som på Hesselvang er tradition som afslutningssang. 

Herefter kunne alle gå hvert til sit, med en dejlig følelse og fornemmelse af julehøjtidens snarlige komme. 

Hyggelig julefrokost
Den årlige julefrokost er virkeligt noget Hesselvangs beboere ser frem til hver jul. Her kan de i en meget hyggelig og afslappende atmosfære nyde samværet med hinanden, deres familie, medarbejdere og bestyrelser. I alt var ca. 60 personer inviteret til at deltage. Ved festligt pyntede juleborde med flotte servietdekorationer, blev der serveret en meget velsmagende og hjemmelavet julefrokost.
 

Desserten var traditionen tro ris a la mande, og tro om ikke der også var mandelgaver til de heldige. De store snapseglas var en del af borddækningen, og den gode mad fik da også hurtigt selskab af snaps, øl og vand. 

Pludseligt kom der et meget festligt og humoristisk indslag midt i julefrokosten. Et par sjove “ældre” udklædte damer entrerede højlydt lokalet, og gav sig rigtigt “på de skrå brædder” til stor latter og morskab for tilhørerne. Formand Henning Clausen holdt også en fin tale, hvor han roste Hesselvang, beboerne og samtidig benyttede lejligheden til at takke alle som gør en stor indsats hele året rundt. En rigtig glædelig jul blev ønsket til alle. 

Ind imellem retterne blev julesanghæftet flittigt brugt at synge fra, til tonerne fra klaveret, som så flot blev spillet af Lene Poulsen. 

Den meget hyggelige julefrokost sluttede af med kaffe, småkager, knas og fællessang. Alle var mere end godt forspiste af den dejlige mad, så flere valgte at gå til et velfortjent eftermiddagshvil.


Ud over lækker julemad bød julefrokosten også på humoristiske indslag, tale og fællessang.  

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: