HORNUM: Trods silende regn mødte i alt 100 deltagere, fordelt på 95 børn og voksne samt 5 hunde op til søndagens naturarrangement ”Jul i Jenle”.

Her kunne børn i alle aldre tage på jagt efter nisser i skoven og blive klogere på, hvorfor nogle har grønne huer og andre røde.  

-I Julemandens værksted i teltet kunne man fremstille pilestjerner på stjernemaskiner, mosbamser, rudolfophæng og pynt til dyrenes juletræ i form af fedtkogler, fortæller naturvejleder Karin Winther. 

Trods regnen, så var der skruet op for den afslappede julestemning godt hjulpet på vej af bål, varm kakao og æbleskiver i bålhytten.  

Arrangementet var dette års sidste familiearrangement, som udbydes og afvikles af Naturstyrelsen og Vesthimmerlands Kommune.  

-2018 har igen været et rekordår hvad deltagere angår, fortæller Karin Winther. Der er altid mange deltagere til vore familiearrangementer så heldigvis har Lars Wachmann naturvejleder fra Naturstyrelsen og jeg fået hjælp af de nye Nature Rangerne, siger Karin Winther.  

Ud over at hjælpe med ved søndagens arrangement, var det også Nature Rangerne, der sammen med Lars Wachmann gravede alle nisserne ned i skoven, så der i hele december fortsat er rigtig god grund til at tage familien med i skoven.  

-Nu går vi i gang med at planlægge næste års arrangementer, men husk naturen holder ikke vinterlukket, og der er masser af inspiration og aktiviteter på naturekspeditionen, som ikke koster noget her i den ellers ret dyre december måned, lyder opfordringen fra Karin Winther.


Søndagens udendørs arrangement i Jenle Plantage bød både på mange sjove aktiviteter og masser af frisk luft, alt i mens der blev lavet julepynt af naturens materialer.

  
Naturvejledernes ”hjælpenisser” Nature Rangerne var også på plads og hjalp til med at få skovnisserne på plads i skovbunden.   

e-max.it: your social media marketing partner