FLEJSBORG: Vesthimmerlands Kommune og Unicon A/S har indgået et samarbejde, der betyder, at det gamle betonværk i Flejsborg nedrives.

Nedrivningen starter her i december.

Vesthimmerlands Kommune og Unicon A/S er nået til enighed om nedrivningen af det gamle betonværk i Flejsborg. Kommunen giver et tilskud, og Unicon står for det resterende beløb til nedrivningen.

 Nedbrydningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S skal stå for nedrivningsarbejdet under tilsyn af rådgiver DGE Miljø- og Ingeniørfirma A/S.

Betonværket i Flejsborg har ikke været i drift siden 2011. De stillestående maskiner pryder ikke bybilledet, og det er derfor en stor glæde, at der nu igangsættes en nedrivning af værket.

Efter nedrivningen er det planen at anlægge et stort græsareal, som kan bruges af byens borgere. Under nedrivningen bevares kontorlokalerne, som blev bygget i 2000, og stadig er meget anvendelige. Lokalerne vil blive stillet til rådighed af Unicon A/S til foreninger eller andre lokale, som kunne have interesse deri. Dette er endnu ikke fastlagt, så der vil være mulighed for at komme med ønsker til, hvad bygningerne skal bruges til fremover.

Unicon A/S udtrykker glæde over samarbejdet med Vesthimmerlands Kommune, som har været positivt og resultatsøgende. Ligeledes glæder det Unicon A/S, at ejendommen efter nedrivning kan blive til glæde og gavn for lokalsamfundet.

Nedrivningsarbejdet forventes færdigt i starten af januar.

 

e-max.it: your social media marketing partner