FARSØ: I dag starter billetsalget til den traditionsrige 25. udgave af Nytårskoncerten med Aalborg Symfoniorkester i Dronning Ingrid Hallerne.

Det der afviger fra traditionerne i den 25. udgave, er at koncerten denne gang finder sted en lørdag eftermiddag – nærmere bestemt lørdag den 12. januar og som eftermiddagskoncert.

-Symfoniorkestret har som et nyt frisk tiltag tilbudt at afholde koncerten om eftermiddagen. Det har vi i Farsø Kulturråd sagt ja, tak til, siger formand Karen Pedersen. Det håber vi, at vore trofaste koncertgæster – og nye vil tage godt imod.   


Det ændrede koncerttidspunkt på dagen har også muliggjort en koncertbuffet efter koncerten til at runde de musikalske indtryk af.

-For at prøve det nye koncept af udbydes der her i ”år 1” kun 80 billetter til buffeten – der sælges efter først til mølle konceptet. Håbet er, at tiltaget vil blive taget så vel imod af koncertgængerne, at det kan udvides til endnu flere spisende gæster efter koncerten i 2020.  

Men ikke mindst, lyder det videre fra Karen Pedersen, kan vi ud over Aalborg Symfoniorkester – naturligvis, præsentere operasangerne Joachim Knop og Tuva Semmingsen, som er et af de helt fremtrædende par i dansk kulturliv. 

Joachim Knop, der af mange også vil være kendt som karismatisk skuespiller i utallige danske film, vil ud over at synge også fungere som konferencier. Han vil få fornemt selskab af sin kone, operasangerinden Tuva Semmingsen. De har gennem årene – også inden de blev gift, optrådt sammen utallige gange på de danske scener.    

Norske Tuva Semmingsen er uddannet fra Norges Musikkhøiskole i Oslo og Opera-Akademiet i København. Hun debuterede i 1999 på Det Kgl. Teater som Cherubino i Figaros Bryllup og har siden haft en lang række roller ved teatret. 

Joachim Knop er ligeledes uddannet ved Operaakademiet på Det kongelige Teater 2000. Han favner både operafagets store klassiske roller og musicalgenren og er desuden en fremragende skuespiller, som mange vil genkende fra ”Anja og Viktor”-filmene. 

Det kan afsløres her at de to solister vil overraske på alle måder til nytårskoncerten – ikke kun musikalsk, men også bogstavligt talt, de påtager sig HELT nye roller. 

Med andre ord kan man se frem til et særdeles sprudlende og festligt program, når både orkestret og solisterne slår sig løs i toner af Mozart, Bizet og Strauss. 

-Vi håber med det nye afholdelsestidspunkt at flere kan deltage og få sig en fantastisk koncertoplevelse, siger Karen Pedersen, der kan oplyse at den første af nytårskoncertens opførelser i Aalborg er udsolgt på nuværende tidspunkt, hvilket ikke siger så lidt om den kommende koncerts popularitet.     

Derfor håber Farsø Kulturåd også at en billet til Nytårskoncerten i Farsø kan være en oplagt julegave for musikelskere i det Vesthimmerlandske.

 

e-max.it: your social media marketing partner