UHREHØJE: I morgen eftermiddag vil borgmester for Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen stå for indvielsen af en ny multifunktionel rollatorvenlig sti i Uhrehøje Plantage.

Efter indvielsen er alle naturligvis velkomne til at benytte stien til en vandring med eller uden rollator.  

Vesthimmerlands Kommunes naturvejleder Karin Winther der er initiativtager til stien fortæller: 

En bevægelsesudfordring skal ikke være en hindring for en tur i skoven. Det er ønsket bag den nye rollatorvenlige sti, som snor sig gennem krattet fyldt med naturlige stillekupeer, for at ende ved en samlingsplads, der bl.a. er tiltænkt til ”Sundhed i Naturen forløb” for bl.a. kronikere, stress, angst, ensomme, demente m.fl. 

Karin Winther forklarer videre at naturen i stigende grad bliver betragtet som det nye ’fitnesscenter’, hvor vi træner vores mentale og fysiske sundhed. 84 procent af danskerne oplever, at naturen forbedrer deres psykiske velvære og humør, mens 80 procent oplever bedre fysisk form og helbred. Omkring hver tredje af disse borgere oplever forbedringerne ’i meget høj grad’, det viser en analyse af synet på og brugen af naturen, fra Friluftsrådet og med den nye sti kan alle nu tage i skoven og også komme op til både sheltere, bålhytte og toilet.  

Aktiviteter på ruten
Den nye sti starter ved P- Pladsen ved naturbasen i Uhrehøje. På ruten er opsat ”Kukkelure Kasser” med opgaver som de unge, der var på læringscamp med ”Ung Vesthimmerland” har udarbejdet.
 

I krattet findes også de mange skovtrolde, hvis øjne kan ses i tusmørket. Trolde bliver til troldetræer, når de rammes af solens stråler, og med den fantastiske sommer, så er der kommet ekstraordinært mange troldetræer i år.  

Ved samlingspladsen er det muligt at afprøve skovfitnessøvelser og studere 3 fliser med spor fra rådyr, dådyr og krondyr, hvis rigtige spor også kan ses i skoven omkring.  

Efter indvielse og gåtur i morgen er naturvejlederens nye hjælper ”Nature Rangerne” klar med pølser og brød ved bålet på Naturbasen.  

-Vi glæder os meget til at overdrage den nye sti til de kommende brugere og håber mange vil kigger forbi, slutter naturvejleder Karin Winther.

Se annoncen for indvielsesarrangementet her

 

e-max.it: your social media marketing partner