FARSØ: Sangglade folk kan glæde sig til at mødes endnu engang i Thit salen i Dronning Ingrid Hallerne til en times tid med SMS-en-sang.

Rigtig mange har efterspurgt om de populære formiddage dog ikke kunne fortsætte, og nu har Farsø Kulturråd indgået en aftale med Samuel Frederiksen - tidligere Hvalpsund - om at stemmebåndene skal smøres grundigt lørdag den 27. oktober, Netop den dato ligger lige forud for hele uge 44, som på landsplan endnu engang er udnævnt til ”Spil Dansk/Syng Dansk” uge.  

Som tidligere kan man påvirke programmet, ved at sende en SMS med sit ønske til pianist og tovholder Samuel Frederiksen, der ganske vist er flyttet til Silkeborg, men dog ikke føler sig sat helt udenfor indflydelse, når det kommer til at holde sangstemmerne varme.

I øvrigt falder arrangementet i Thit salen sammen med, at Samuel Frederiksen netop har sluppet en ny visebog løs, hvorfor der til dette efterårs sangtime også vil være premiere på et par helt nye og sangbare tekster.

Som ved tidligere arrangementer bruges der ikke sangbøger, idet alle tekster vises på det flotte auditoriums store lærred.

Der bliver ikke afsat tid til pauser af nogen art. Arrangementet finder sted midt i lørdagens bedste indkøbstid, og man skal jo gerne nå at komme godt og grundigt rundt i den danske sangskat i løbet af den times tid arrangementet varer. 

 

e-max.it: your social media marketing partner