FARSØ I dag den 1. oktober får Farsø Begravelsesforretning ny ejer. Her overtager 40-årige Ditte Immersen Dalgaard bedemandsforretningen efter Dorthe O. Nielsen.   

Gik i lære for to år siden
Ditte Immersen Dalgaard kom allerede ind i billedet for to år siden, hvor et påtænkt generationsskifte blev sat i gang.  

-Jeg kendte Ditte og hendes mand, som er graver, i forvejen. Så jeg har ikke et øjeblik været i tvivl om at Ditte er den helt rigtige efterfølger for mig, fortæller Dorthe O. Nielsen.

Heller ikke Ditte har et sekund været i tvivl om at hun nu har valgt det rigtige erhverv, det har mere været det at blive selvstændig.

-Men Dorthe har lært mig utrolig godt op og det seneste halve års tid, har vi skiftet rolle, så det har været mig der været frontpersonen. Det har jeg været utrolig glad for, så derfor føler jeg mig nu helt klar til at stå på egne ben.

Ud over praktisk oplæring, har Ditte også deltaget i kursusforløb hos brancheforeningen Danske Bedemænd. Uddannelsen blev for et stykke tid siden afsluttet med eksamen og eksamensbevis. Farsø Begravelsesforretning er medlem af Danske Bedemænd, som er en certificeret brancheforening.

Før Ditte Immersen Dalgaard gik i bedemandslære for 2 år siden, arbejdede hun i to år som produktionsplanlægger og fik derigennem erfaring med kommunikation og koordinering. Men det er særligt gennem uddannelsen som social- og sundhedsassistent og en tidligere ansættelse på Plejecenter Østermarken i Aars at hun fået god erfaring med at arbejde i en branche, hvor man er tæt på mennesker, og hvor indlevelse og empati betyder meget.

Respekt for forretningen
Jeg har stor respekt for den forretning som Dorthe har opbygget og den anerkendelse som hun har fået i lokalområdet. Kerneværdierne vil fremover stadig være de samme i Farsø Begravelsesforretning; ordentlighed og ansvarlighed. Det vil jeg gøre alt for at føre videre.  Det er utrolig vigtigt for mig, at de mennesker, jeg får kontakt med, føler sig set og lyttet til, siger Ditte.

Dorthe går på efterløn
Dorthe O. Nielsen ser derimod frem til en mindre travl hverdag, nu hvor hun går på efterløn. Det betyder bl.a. at hun nu flytter fast til lejligheden i Århus sammen med hendes mand Hans Jørgen. Det er også i dette område at parrets børn og børnebørn bor.

Man vil dog af til kunne finde Dorthe som afløser, når Ditte en sjælden gang skal holde fri.

Før Dorthe O. Nielsen blev bedemand, virkede hun en årrække som kørelærer i Farsø og endnu tidligere var hun ansat som sygehjælper på Plejecenter Højgården. I 1999 overtog hun Farsø Begravelsesforretning efter Ejnar Carlsen.

-Jeg vil gerne takke for den tillid, der er blevet vist mig gennem alle årene, og efter to års samarbejde med Ditte, er jeg rigtigt glad for, at det er hende, der overtager forretningen, og jeg kan give hende mine bedste anbefalinger med på vejen, siger Dorthe O. Nielsen.

Flyttet fra Løgstør til Farsø
Den 1. juli flyttede Ditte Immersen Dalgaard fra Løgstør til Farsø og nærmere bestemt ind i privatboligen tilhørende Farsø Begravelsesforretning på Højgårdsvej.  Det gjorde hun sammen med sin mand Jacob og deres to børn på henholdsvis 13 og 15 år.    

-Det er en livsstil at blive ringet op på alle tider af døgnet, så derfor er det praktisk at have forretning og privatbolig samme sted, fortæller Ditte, der dog ikke skræmt at arbejdstiderne. Det har jeg altid været vant til, og nu hvor børnene er blevet større er det helt i orden.    

Der afholdes overdragelsesreception den 8. oktober Se mere her      

 

e-max.it: your social media marketing partner