Vinterbaderne er klar til en ny sæson

HVALPSUND: I Nautilus glæder vinterbaderne sig til efteråret, vinteren og til at hoppe i det dejlige, kolde vand.

Sæsonen starter i aften med åbent hus.

-Vi synes flere skal have mulighed for at prøve hvor fantastisk det kolde gys er. At gå i sauna er en stor del af vinterbadning, derfor tænder vi også saunaen, byder på en forfriskning og tilbyder et dejligt, koldt dyp. Vil man prøve, bedes man huske håndklæde og badetøj, opfordrer formand for Vinterbaderne Anita Virenfeldt.

 

Meget tyder på at vinterbadning har en positiv virkning på krop og sind. Man er kun i vandet et øjeblik.

 

-Vores erfaring er, at når man først har prøvet det, bliver man nærmest afhængig af det. Det giver en fantastisk velvære i kroppen, siger Lise Møller, der selv bader flere gange om ugen. “Den bedste virkning opnås ved, at hoppe i vandet, derefter i saunaen og gentage dette 3-4 gange, forklarer Lise Møller, der selv bader flere gange om ugen.

 

-Nogle af de fordele vi oplever ved at vinterbade, er at kropstemperaturen stiger og man fryser mindre. Immunforsvaret bliver aktiveret og det giver færre sygedage. Og ikke mindst, udløses en cocktail af endorfiner og adrenalin, hvilket giver et bedre humør, supplerer Anita Virenfeldt og fortsætter:

-Det gode humør, høres og opleves i saunaen, hvor der snakkes og grines meget. Det er umuligt, at gå sur hjem fra saunaen.

 

Nautilus sauna er tændt om morgenen alle dage, så de morgenfriske kan få startet dagen. Derudover er den tændt hver eftermiddag fra kl. 15-19, hvor flere benytter den på vej hjem fra arbejde. Ligeledes er den tændt i weekenderne fra kl. 8-12. Det betyder at det er muligt for de fleste, at få vinterbadningen passet ind i ugens program og mange oplever det som et lille frirum fra den travle hverdag.

 

-I løbet af vinteren arrangerer vi desuden saunagus med skønne aromatiske dufte og sagte musik, kaffe i klubhuset eller fuldmånebad, slutter Anita Virenfeldt.

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: