Høstfest tiltrak masser af folk – FOTOS

VESTERBØLLE: Her i weekenden afholdt Vesterbølle Efterskole høstfest og høstløb for første gang. Det blev en stor succes med rigtig mange besøgende.

Høstfesten blev skudt i gang med høstløbet, som bestod af en børne- og familierute på 3,5 km samt trailløbruter på 5 km og 10 km. 

– Vi ville gerne lave et løb, hvor alle kunne være med, og det må man sige lykkedes, fortæller forstander Martin Diget Aamann.

Der var omkring 200 løbsdeltagere fordelt på de forskellige ruter, og deltagerne talte alt lige fra familier med små børn til den erfarne ultra-løber. Området er et skønt område til løb med skov, stier og masser af natur, så uanset tempo og erfaring så var der god grund til at nyde turen. Eleverne stod for at guide på ruterne, underholde børnene og overrække medaljer til alle deltagende børn efter gennemført løb. 

 

Herefter var der lagt op til den helt store høstfest med alt, hvad dertil hører. Udover de mange løbsdeltagere var mange mødt op for at deltage i høstfesten, og de små kunne muntre sig med ansigtsmaling, blomsterbinding, høstlege eller hoppeborg. De voksne, særligt mændene, var klar på udfordringen i at slå søm i. Man kunne også prøve heldet af i det amerikanske lotteri, som forholdsvis hurtigt kunne melde alle lodder udsolgt. Der var også mulighed for at nyde solskinsvejret i efterskolens streetfoodområde, hvor der var noget for enhver smag af både tørt og vådt. Der var gang i omsætningen hele vejen rundt og i nogle af boderne, måtte man løbe virkelig stærkt. Man fik i løbet af et par timer eksempelvis solgt 150 hotdogs.

-Vi måtte haste afsted og købe flere brød, fordi der var udsolgt, fortæller efterskolens pedel Carsten Møller.  

Afslutningsvis blev der dystet i hold indenfor høstlege som sækkeløb og traktortræk. Her var det også eleverne, der var primusmotorer på afviklingen. Med denne underholdende dyst, hvor både familier med børn og eleverne tog udfordringen op, blev der sat punktum for en hyggelig, sjov, og for efterskolens elever og ansatte, travl dag. 

Al travlheden var dog til stor glæde for eleverne, for det hele var nemlig en del af deres fundraising i forbindelse med projektet ”Ud i verden”. Projektet omfatter en masse forarbejde omkring samfund, historie, økonomi og andet, hvorefter eleverne til februar rejser til henholdsvis Tyskland og El Salvador. Her skal de beskæftige sig med emnerne og møde kulturer og mennesker, som kan udvide deres måde at anskue tingene på. Når de atter er kommet hjem følger et formidlingsarbejde, hvor de både til et arrangement på efterskolen samt ude af huset skal holde oplæg om, hvad de har oplevet. 

-Det var et vellykket arrangement, og så var der jo også en dybere mening med det, så det fortjener helt sikkert en gentagelse, fortæller forstanderen. Efterskolen har håb om at gøre det til en tradition og måske endda gøre endnu mere ud af selve høstløbet næste gang, fordi området omkring Vesterbølle er så naturskønt og helt perfekt til trailløb.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: