VESTHIMMERLAND: Der er for lidt borgerligt aftryk i den budgetaftale, der i dag blev landet for Vesthimmerlands Kommune 2019.

Derfor har Den konservative gruppe i Vesthimmerlands Kommune valgt at stå uden for budgetaftalen 2019. 

Gruppeformand Henrik Dalgaard ville egentlig gerne have været med, og han udtaler, at gruppen gik til forhandlingsbordet med åbent sind og at der var en god stemning undervejs i forhandlingerne. 

Men der kom ganske enkelt for lidt borgerligt aftryk i budgetaftalen, siger han: 

- Vi foreslog skatte- og takstnedsættelser for 3,4 mio. ud af kommunens samlede budget på 2,4 mia. kr., svarende til kun 1 promille samlet set. Men Venstre ville ikke være med. Vi ønskede en skattelettelse på 0,1 %-point. Ikke meget og mindre kan det næsten ikke være, så vi håbede på, at vi kunne få så lille et ønske opfyldt. Det kunne vi ikke, selv om der er meget fornuft i vort forslag. En skattelettelse på 0,1%-point giver borgerne i kommunen 5,5 mio. kr. i lommerne , men det koster kun kommunen 1,4 mio. kr. at give denne skattelettelse, fordi staten betaler de resterende 75%. 

Henrik Dalgaard tilføjer: 

- Den danske regering med Venstre for bordenden ønsker skattelettelser, og de har derfor givet kommunerne et godt tilbud. Men i Vesthimmerland vælger Venstre at sige nej til tilbuddet, på trods af at vi har Danmarks næsthøjeste skatteprocent. I nabokommunerne ligger skatten 1,1 – 1,6 %-point lavere. Det går ikke i længden, hvis vi vil have vækst i kommunen. 

Den konservative gruppeformand noterer sig, at Venstre konstituerede sig med SF og Socialdemokratiet efter valget sidste efterår, og nu har partiet valgt de samme partnere til budgetaftalen. 

Selv om Det Konservative Folkeparti ikke kom med i budgetaftalen, kom Henrik Dalgaard alligevel ikke tomhændet fra forhandlingerne: 

- Vi glæder os dog over, at vi var med i de konstruktive forhandlinger om Vesthimmerlands Svømmecenter i Aars, og vi satte vores tydelige aftryk på etableringen af dette store anlæg. Vi glæder os også over, at alle partier i byrådet står bag etableringen af det nye svømmecenter for hele kommunen og alle kommunens borgere. 

Henrik Dalgaard udtaler afslutningsvis, at hans partigruppe håber på, at der næste år er mere stemning for at føre borgerlig politik i Vesthimmerland, nu hvor der jo trods alt er borgerligt flertal.

 

e-max.it: your social media marketing partner