Styregruppe for Sundhedshus på nye opgaver

FARSØ: På baggrund af flere års forarbejde søgte Vesthimmerlands Kommune i foråret kr. 42,540 mio. fra Sundheds- og Ældreministeriets Pulje til etablering af Sundheds- og Lægehuse til Sundhedens Hus i Farsø.

Som bekendt valgte Sundheds- og Ældreministeriet i maj ”kun” at imødekomme ansøgningen med en bevillig på kr. 2,197 mio. kr. til første år af etableringen af et Sundhedens Hus i Farsø. Et beløb som Sundhedsudvalget tolkede som en blåstempling af projektet, og som der skulle arbejdes videre med.     

Men faktum var at der resterede en manglende finansiering på i alt 40,343 mio. kr. i det samlede budget over tre et halvt år. 

Derfor gav regeringsudspillet ”En læge tæt på dig”, der i juni blev meldt ud med yderligere 600 mio. kr. til etablering af læge- og sundhedshuse, et fornyet håb for Sundhedshus projektet i Farsø.  

For at leve op til ministeriets forudsætninger for udbetaling af tilskuddet har kommunen bedt om udsættelse til indtil 1. oktober.  Ikke mindst for at forberede en ansøgning II til puljen til læge- og sundhedshuse som vil være revideret i forhold til den oprindelige projektbeskrivelse for Sundhedens Hus i Farsø. Der er flere forhold, der skal træffes beslutning om.  

Derfor har kommunens forvaltning anbefalet kommunens Sundhedsudvalg, som har møde i dag, at Styregruppen for Sundhedens Hus ajourføres, da der har været såvel kommunalvalg som direktørskifte siden sidste styregruppemøde.  

Da der indtil videre alene er givet tilsagn om midler(kr. 2,197 mio.) til første år af projektet, og der er uvished om, hvornår de resterende puljemidler til sundhedshuse udmøntes, lader det sig ikke gøre at udarbejde et detaljeret budget og projekt på nuværende tidspunkt.

Derfor er arbejdet for den ”ajourførte” Styregruppen i andet halvår 2018 centreret om følgende opgaver: Udarbejdelse af en revideret projektansøgning, hvor fokus er at styrke det tværsektorielle samarbejde mellem praktiserende læger, tilbuddene på sygehuset i Farsø og de kommunale sundhedstilbud ved at Sundhedens Hus etableres i nær tilknytning både sygehusmatriklen og Sundhedscenter Vesthimmerland. 

Desuden etablering af mere forpligtende interessetilkendegivelser fra interesserede parter. Herunder en særlig indsats for at promovere Sundhedens Hus i Farsø for færdiguddannede medicinstuderende fra Aalborg Universitet, der er i gang med introduktionsstillinger i specialet almen medicin. 

Og endelig en igangsættelse af udarbejdelse af lokalplan for det af sygehuset udpegede areal til Sundhedens Hus samt forhandlinger med Region Nordjylland om betingelser for overdragelse af grunden.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: