FARSØ: Som enhver ved i Farsø og omegn, så er uge 33 ensbetydende med FarSØ festen.

Byfestprogrammet er på vej i postkasserne
Nu da tiden nærmer sig, så er Byfestkomiteen også klar med årets program, som fra denne uge og halvanden uge frem vil blive omdelt af nogle af de arrangerende klubber selv, i hvert fald i Farsø by. Det er børn og voksne fra FUIK, Farsø Rideklub og DDS spejderne der vil stå for omdelingen. Dels får de en lille skilling for omdelingen, og så vil de også sørge for at alle postkasser bliver dækket ind og får kendskab til byfestens program. Resten af postnummer 9640 vil modtage bladet onsdag den 8. august sammen med Farsø Avis.  

En rigtig SØfest
Med egen sø og ”sø” i bynavnet, så finder FarSØ festen naturligvis igen i år sted i Farsø Søanlæg. De seneste to år hvor festen har fundet tilbage til sit oprindelige tilholdssted er den blevet belønnet med et flot fremmøde af byfestgæster fra Farsø og omegn.

Og hvem husker ikke søndag eftermiddag hvor siderne på byfestteltet er blevet lynet af ud mod søen og den mest idylliske udsigt som en byfest kan have, er lige udenfor. Det er da virkelig en SØ-fest!.

Og sådan bliver det naturligvis igen i år.

Flere forlystelser
Selvom det regnede en del sidste år, så holdt pladsen foran mindelunden til de mange mennesker og den megen færdsel. Så som udgangspunkt vil pladsindretningen minde meget om sidste års.

-Men der er altid plads til forbedringer, fortæller formand for FarSØ festen Ole Winkler. Tivoliet vil gerne have mere plads og det betyder at vi rykker det store bolsjestribede byfesttelt helt ud mod søbredden og at festpladsen kun vil have en indgang. Og denne indgang vil være fra Søvej. Det betyder også at den tidligere indgang fra kirkegårdspladsen vil blive sløjfet. Det betyder dog ikke, at der vil blive længere til toiletvognene, for de vil såmænd blive placeret i Søanlægget nedenfor trappen fra Kirkegårdspladsen, forklarer Ole Winkler.  

-I år prøver vi at få alle ønsker fra både gæster og tivoli til at gå op i en højere enhed, sammen med vores egen logistik. Det er vi sikker på at det lykkes, siger han.         

En anden praktisk ting som Byfestkomiteen også ser frem til, er de penge som de har fået til ny el.

-Der er indkøbt ny kabelføring generelt, så vi undgår at strømmen går ned ligesom vi oplevede det sidste år under grisefesten, fortæller næstformand Palle Bro Kristensen, der sammen Øgaards elektrikere står for de meget vigtige strømforhold på pladsen.   

Satser på de gode folkelige aktiviteter
Programmæssigt satses der - som altid, på det festlige, folkelige og fornøjelige – altså de ting der trækker godtfolk til, fremfor at lave et stort omfattende program.

Starter med Farsø Løbet
Som det er tradition, så løbes FarSØ festen i gang med Farsø Løbet torsdag aften med start og mål ved Den Jyske Sparekasse i Farsø midtby. Præmieoverrækkelserne finder sted i Byfestteltet i Søanlægget. Ruten vil den samme som sidste år, hvor der altså løbes vest om søen.     

For de tørstige og spilleglade slutter førsteaftenen af med Øl banko – og så er festen ligesom i gang!.     

Grisefesten hvor godtfolk mødes
FarSØfestens Grisefest er uden sidestykke festens mest populære programpunkt, som der startet billetsalg til fra i dag fra Centerkiosken i Farsø Rådhuscenter. 

-Vi anbefaler derfor at reservere bord ved billetkøb og at komme i god tid, d.v.s. kl. 18.00, sige Ole Winkler.   

Siden grisefesten blev introduceret for 10 år siden, har grisefesten været udsolgt på forhånd inden den har fundet sted fredag aften. For den beskedne sum af kr. 85 pr. person, kan op mod 500 gæster smæske sig i grillbuffet fra Det Lille Slagteri og dansemusik fra Shu-bi-trio. Dette er en fest, som ingen må gå glip af.  

Det skal gå hurtigt i baren
Byfestkomiteen har gennem de seneste to år gjort gode erfaringer med et rabatstempelkort med plads til 10x drikkevarer. Det betyder mindre håndtering af kontanter og betalingskort for såvel gæster som hjælpere i baren. Men man kan selvfølgelig også fortsat betale som man har lyst til – også for en enkelt øl, sodavand, drink. 

-Rabatstempelkortet betyder, at der bliver langet betydelig flere drikkevarer over disken – og det skal jo gerne gå hurtigt, forklarer Palle Bro Kristensen, men arbejdsfordelingen vil også være sådan, at nogle ekspederer, mens andre står bag fadølsankeret og kun har den opgave at fylde i krusene.          

Lørdag er der nyheder på programmet
Lørdag har byfestens største program - og der er nyt på programmet.

Og det vil især glæde børnene og bønefamilierne. 

-Vi har i forvejen det populære børnedyrskue, men nu opfordres børn også til at komme med deres aflagte legetøj eller andet, som de kan sælge på kræmmermarked. Begge dele vil foregå inde i Byfestteltet, mens guldgravningen som er en anden nyhed vil foregå udendørs i container fyldt med sand og ”guld”, som er pengemønter og tivoliture.      

Ginmagning
For de voksne som vil forkæle smagsløgene, er der også andet nyt på programmet lørdag aften, nemlig ginsmagning. Indrømmet, sidste år var det ølsmagning, så i år består nyheden i, at det er gin der hældes i glassene. 

- Vi gjorde gode erfaringer sidste år med øllet, så i år er det ginens tur, for det hitter lige nu. Vi synes selv det er meget tiltalende for folk som godt kan lide gin, for der findes faktisk mange gode varianter, som man vil blive introduceret for af Butik Remme, fortæller byfestformand Ole Winkler.

Der vil blive budt på 8 forskellige slags gin inkl. tonic og garniture.For at være med til Ginsmagningen skal man huske at købe sin billet på forhånd i Centerkiosken.      

Banko, rafling og poker
Men allerede først på dagen vil der blive kræset om folk i Søanlægget, for her lægges der ud med gratis kaffebord efterfulgt af banko og gavespil med bl.a. 2x kr. 2.000 på højkant.   

Spillene fortsætter over middag med rafleturneringen Storm T, som vil genoplive de glade Storm T dage og dens rafleturening. Også her er der kontanter på højkant. Er man mere til poker – eller også til poker, så er det også på programmet denne eftermiddag. Begge turneringer har naturligvis en vandrepokal på spil.     

De unges aften
Lørdag aften er dedikeret det unge publikum fra hele Vesthimmerland, der kan mødes i Byfestteltet til dunkende danserytmer. Aftenen vil også byde på erotiske showdansere.  

Ole Winkler tilføjer, at der er fri entre til byfestpladsen alle dage, så alle har mulighed for at komme til byfest. Dog vil der fredag og lørdag aften efter kl. 21.00 blive opkrævet en beskeden entre på kr. 30,- til Byfestteltet. På den måde opfordrer vi folk til at komme allerede først på aftenen, for at få hele festen med, siger han.  

Slutter af med byfestoptog og koncert
På byfestens sidste dag, søndag står der naturligvis det store byfestoptog på programmet. Og her skal man bemærke at optoget allerede har start fra Vestervang kl. 12.00 og følger hovedgaden, fortsætter ad Højgårdsvej og Gråbølle for at ende på Søvej ud for Søanlægget.  

Konkurs spiller
Efter optoget fortsætter såvel deltagere som publikum til en hyggelig eftermiddag i Søanlægget. Mens børnene boltrer sig i tivoliets forlystelser, så samles de voksne i byfestteltet. Det er over en øl, måske en portion Stegt Flæsk, men også til god musik.

-Vi har i byfestkomiteen joket med at vi slutter festen af med Konkurs, griner Ole Winkler, men det er naturlig bandet Konkurs vi tænker på, som vil sørge for god populærmusik, der lader op til god stemning, syng-med og dans. 

Spejderne som har deres hus på toppen af Mindelunden er også på banen igen i år med salg af kaffe og kage. - Det synes vi er alletiders ide, det er trods alt ”deres” plads vi holder festen på, siger Ole Winkler.   

- Lad os igen få en helt fantastisk hyggelig fest i Søanlægget . Det ønsker jeg, siger Ole Winkler, der i det hele taget ønsker en god tilslutning til festen. For uden gæster ingen fest, påpeger han.       

Som nævnt ender byfesthæftet i postkassen hos husstande i og omkring Farsø indenfor den kommende uge. Heri vil alle programpunkter og praktiske informationer omkring Farsø Festen fremgå. Programmet viser også med al tydelighed at festen har en god opbakning fra de lokale erhvervsdrivende. 

- Støt derfor vore annoncører – de støtter nemlig os, siger Ole Winkler.  

Bag FarSØ Festen står klubberne FUIK, Farsø KFUM HK, Farsø Rideklub og Farsø Motionsklub og de mange frivillige under festen arbejder alle for et overskud på FarSØ Festen, som kan gå til ungdomsarbejdet i klubberne. Det vurderes at ca.300 frivillige fra klubberne er i gang under festen og de lægger ca. 1.200 timer i arbejdet. Det er da en indsats som skal belønnes og det kan man altså gøre ved at møde flittigt op til FarSØ festen i uge 33!.           

 

 

e-max.it: your social media marketing partner