FARSØ: Som et led i særudstillingen ”Jensen og Naturen” fortæller forfatteren Rune Engelbreth Larsen, hvorfor vildere natur er mulig og vigtig i Danmark.

Han akkompagneres af Henrik Platz med nye musikalske toner til Johannes V. Jensens naturdigte.  

I dag lørdag holder Johannes V. Jensen Museet Lørdagsmatiné med et billedrigt foredrag og en koncert. Rune Engelbreth Larsen, idéhistoriker, forfatter og medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening, holder foredrag over temaet ”Naturens egenværdi – og hvorfor vildere natur er mulig og vigtig i Danmark”.  

-Vi skal tilstå naturen en egenværdi frem for en nytteværdi, og her kan vi lære af danske digtere, ikke mindst Johannes V. Jensen - fortæller Rune Engelbreth Larsen. Han har netop udgivet den anmelderroste bog ”Vildere vidder i dansk natur”, som har givet inspiration langt ind på gangene på Christiansborg.   

Koncerten tager udgangspunkt i albummet ”Nu kommer lyset”, som er en kombineret CD & Bog med Henrik Platz’ nye musikalske fortolkninger af Johannes V. Jensens skønne naturdigte. Med de fineste stemningsskabende musikalske landskaber giver musikerne Johannes V. Jensens digte et fornyet nærvær og opmærksomhed, så bymennesket kan genfinde glæden ved naturen og som noget selvfølgeligt værne om den.  

-”Nu kommer lyset” er en bemærkelsesværdig og smuk musikalsk udgivelse. I en usædvanlig velskrevet bog belyses Johannes V. Jensens digte med indsigtsfulde artikler og kærlige kommentarer. Den store Jensens forfatterskab er fortsat aktuel, nærværende og inspirerende. Henrik Platz viser i ord og musik hvorfor – fortæller Hans Støttrup Jensen, som er formand for bestyrelsen ved Johannes V. Jensen Museet.  

Det musikalske indslag leveres af en trio bestående af Henrik Platz (vokal og guitar), Mikkel Uttrup (guitar) og Jens Nørgaard (kontrabas).

 

e-max.it: your social media marketing partner