Nautilus følger op på en sikker succes

HVALPSUND: ”Vild med vand” kunne passende være en overskrift for Nautilus i Hvalpsund. Klubben ligger med sit klubhus i vandkanten og er en ægte multiklub for aktive på og i vandet.

Det begyndte med en sejlklub i lystbådehavnen og er i dag en klub med både vinterbadere, kajakroere, sejlere og en ro-afdeling.  Væksten ses tydeligt i junior afdelingen, som lige fået nye og tidssvarende joller, i en spirende kajakafdeling og en sejlerskole der sikrer, at alle der ønsker det, kan få en uddannelse, der gør det sikkert at sejle. 

Det hele er bundet sammen af en kultur hvor klubmedlemmerne tager godt imod nye og alle i høj grad hjælper hinanden. Faktisk dyrker mere end halvdelen af medlemmerne mere en aktivitet.  

”Vild med vand” er også et landsdækkende projekt i samarbejde med Dansk Sejlunion og Nordea Fonden om at få flere til at dyrke en vandaktivitet. Et af de helt store arrangementer i projektet er ”Havnens dag”.

For 3. år i træk er Nautilus selvfølgelig med. På lørdag åbner 104 havne over hele landet dørene for alle, der er interesserede i vandaktiviteter.

-Det er fantastisk at opleve alle de nysgerrige gæster vi har den dag, fortæller Erling Vynne, der er formand i Nautilus og fortsætter: – Vi har aktiviteter for de helt små bl.a. med at fange krabber og for de voksne, som kan få en snak med vores medlemmer om de mange aktiviteter vi har gang i. Havnens dag” er en oplagt familietur, hvor man både kan købe sig en kop kaffe, se de joller ungdomsafdelingen lige har fået, få en tur på en fiskekutter, høre om hvordan det er at være kajakroer eller roer, ligesom der er mulighed for komme ombord på en sejlbåd og hører om sejlerlivet. Og selvfølgelig hopper de friske vinterbadere i vandet.  

-Vi er rigtig glade for den medlemstilgang vi har haft de senere år, men der er der stadig plads til flere, slutter Erling Vynne, og håber på et godt besøg på ”Havnens dag”.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: