HVALPSUND: Det er nu 10 år siden at Hvalpsund fik sine to fiskesøer, og det vil værtsparret Niels og Lise Hovkjær Jensen fejre i disse dage.

Og hvad er mere nærliggende end at lave en fiskekonkurrence med ørreder på op til 10 kg i jubilæets ånd.   

Faldt pladask for Hvalpsund
Lise og Niels Jensen har beskæftiget sig med Put & Take i mange år. For inden fiskesøerne i Hvalpsund havde de i en lang årrække Søttrup Fiskesø ved Hornum sammen med deres landbrug og svineproduktion.  Men i 2004 faldt parret pladask for Hvalpsund.

- Vi faldt bare pladask for omgivelserne her i Hvalpsund, hvor der pludselig var et hus til salg med 42 hektar bestående af græs, eng og skov. Vi måtte bare slå til, og tingene gik faktisk så hurtigt, at vi ikke nåede at gennemtænke vores ide´ med søerne. Sagt på en anden måde, så købte vi uden at være sikre på, at vi ville gå i gang, fortæller Lise Jensen. Det var i 2005.
 

Ideerne udviklede sig
Men tingene tog alligevel om sig. Stuehuset blev som det første sat i stand og herefter udviklede ideerne sig – især fra idémanden Niels Jensen. Her kom ideen til at ændre planerne fra måske ”bare” fiskesøer til Fiskegaarden med butik, cafe og restaurant. En ide som faldt i særdeles god jord hos Lise Jensen, der er kok og havde drømt om sin egen restaurant.
 

-Der var et stort maskinhus ved siden af stuehuset, så vi besluttede at søge landdistriktsmidler til at indrette en gårdbutik. Her fik vi positivt svar i 2006, med den betingelse at projektet skulle være gennemført inden juni 2007. Så parret fik travlt og fiskesøerne blev udskudt endnu en gang.  

- Vi indrømmer gerne, at tingene blev vendt lidt på hovedet. Vi havde en ide om en fiskesø, men stod pludselig med en butik, cafe og restaurant – men ingen sø, siger Lise Jensen. 

Men i starten af 2008 blev der taget hul på at etablere de to fiskesøer. Det blev til rigtig megen graven, hvor et entreprenørfirma med erfaring indenfor udgravning af søer blev sat på opgaven med at grave og flytte de rigtig mange kubikmeter jord. Undervejs dukkede der også et bronzealderhus op. 

Men i løbet af april 2008 så det fornuftigt ud. Søerne skulle fylde sig selv op med vand og Niels Jensen kunne koncentrere sig om adgangsveje og den omgivende natur, der allerede efter et år vil være groet sådan til, at man ikke skulle tro at søerne ikke altid havde været der. De to søer er på henholdsvis 8.600 og 4200 kvm.  

Søer for både prøve- og hardcore hobbyfiskere
- Med søerne har vi prøvet at skabe en fiske-legeplads for hele familien. Vores målgruppe er ikke ”hardcore” lystfiskere, men derimod familier, venner, foreninger, skoler og virksomheder, der vil have en rar oplevelse sammen.
 

Mens fiskesøen siden sin etablering har passet sig selv, med undtagelse af at der selvfølgelig flere gange om ugen skal sættes regnbue, bæk- og kildeørreder ud i søerne, så har Fiskegaardens café, restaurant og butik haft større udsving. 

-Vi har måttet tilpasse os, siger Lise Jensen, der er trods alt store sæsonudsving i Hvalpsund.  

Det betyder, at restaurant og cafe nu kun bruges til selskaber og arrangementer og Lise Jensen har fået deltidsjob på Friplejehjemmet Hesselvang, hvor hun står for maden.  

Imens passer Niels søerne, grejbutikken og det selvbetjeningssystem, der betyder at lystfiskerne om sommeren kan fiske lige fra kl.05.00 om morgenen til kl. 23.00 om aftenen.  

Fra i dag og frem til søndag i forbindelse med jubilæet, vil cafeen være åben og Lise Jensen stå i køkkenet, mens Niels har fundet særlige gode tilbud frem i grejbutikken. Parret håber rigtig mange vil kigge forbi i de kommende dage – gerne med en fiskestang i hånden, ellers har parret kaffe på kanden.       

Se annoncen for jubilæet her  

 

e-max.it: your social media marketing partner