Fuld knald på foråret

VESTHIMMERLAND. Sol og varme har for alvor fået dyr, planter og mennesker ud af vinterhi. Det kan naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune nikke genkendende til.

-For hver dag ses det ene forårstegn efter det andet, og foråret har mange ”følgere” det kan jeg se både på besøgsantallet på hjemmesiden og facebooksiden.  Men i særdeleshed ses den store interesse for natur og naturaktiviteter på vores mange naturarrangementer og arrangementsbookninger. Senest deltog et halvhundrede mennesker på bævertur i Østerkrat, fortæller Karin Winther og fortsætter:   

I øjeblikket er det meget tydeligt, at naturoplevelser bliver prioriteret frem for anden aktivitet, når familier skal finde ud af, hvad den dyrebareste tid, nemlig fritiden, med familien skal bruges på.
 

Det er naturoplevelser, hvor man søger inspiration til aktiviteter og efterfølgende tager ud på egen hånd til forskellige naturområder, og meget gerne med startsteder ved naturbaser, hvor der både er bord/bænke, toilet, vand og vandruter med aktiviteter m.m. Ude på naturbaserne møder vi også besøgende, der er blevet inspireret til en tur til Vesthimmerland via medierne, og som så vælger at køre langt efter oplevelserne.
 

Foråret er også en af naturvejledernes højtider. Jeg plejer godt nok at sige, at naturen aldrig holder lukket, men for mange af vore deltagere, er vintermånederne ikke så attraktive til naturoplevelser som de lyse og varmere måneder, fortæller Karin Winther. Til gengæld ønsker alle oplevelser i naturen ”NU”. Det er dagplejer, institutioner, skoler, virksomheder, foreninger m.fl. der gerne vil på tur med Naturekspeditionen.  Heldigvis har jeg fået mulighed for at ansætte Heine Kristensen, så vi ikke skal skuffe for mange, og så der stadig kan findes tid til natur- og familieoplevelsestilbud i weekenderne
 

I de næste mange weekender bliver det bl.a. muligt at komme med på arrangementer med naturvejlederen, på jagt efter forårsnaturoplevelser ved Vilsted Sø, De Himmerlandske Heder og til Skovens Dag i Uhrehøje Plantage.

 

Til at hjælpe sig med de mange arrangementer har Karin Winther fået tilknyttet naturmedarbejder Heine Kristensen.

 

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: