VESTERBØLLE: Hella Joof, der er kendt som både forfatter, filminstruktør, skuespiller og meget andet, holdt i aften foredrag på Vesterbølle Efterskole til efterskolens traditionelle Højskoleaften.

De over 500 forventningsfulde gæster var flere, end Joof havde ventet, da hun trådte ind ad døren, og hun mødte sit publikum med både stor begejstring og stor taknemlighed.  

Lykken kommer i virkelig grimme sko og en mærkelig vindjakke
Foredraget ”Lykke” var omdrejningspunktet for Hella Joofs besøg – et foredrag der i den grad levede op til forventningerne. Joofs finurlige anskuelser og ikke mindst hendes retorik og evne til at jonglere med sproget resulterede i et fængende foredrag med både dybde og humor. Eksempelvis var en af Joofs pointer, at lykken ikke er noget, vi kan planlægge, men som hun forklarer det: ”Den kommer oftest ind fra siden i virkelig grimme sko og en mærkelig vindjakke”. Joof kommunikerede ’spot-on’ til alle - lige fra de unge efterskoleelever til det lidt ældre publikum. På den måde lykkedes det Joof at gøre foredraget vedkommende, anderledes, sjovt og ikke mindst meningsfuldt for alle.
 

Overvældende succes
Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål til Joof, og det var der flere publikummer, der benyttede sig af. Efterskolen har kun fået positiv feedback og roser til Joof efter foredraget og ser arrangementet som en enorm succes. Som efterskolens forstander Martin Diget Aamann udtaler, så har der da vist heller aldrig før været så mange mennesker i hallen til et af efterskolens foredrag. Billetterne blev revet væk og efterskolen måtte hurtigt melde udsolgt.
 

Snart går overvejelserne i gang omkring næste års Højskoleaften, hvor man helt sikkert kan se frem til endnu en fantastisk aften med en kendt person, som har noget på hjertet.

e-max.it: your social media marketing partner