FARSØ: Skærtorsdag står for mange motorcykelindehavere krydset af, som værende tidspunktet for at cyklen skal ud af garagen og have blæst de første kilometer af.

Og sådan har det faktisk været for Farsø MC Klub i nu 30 år.

Formand for Farsø MC Klub, Rune Ebdrup, som ganske vist kun har været medlem af klubben i 20 år, fortæller at sæsonstarten skærtorsdag med fælleskørsel på de naturskønne strækninger mellem Farsø og Hvalpsund og med Færgekiosken i Hvalpsund som mellemstation, er noget klubbens medlemmer hvert år ser meget frem til.  

Og det er en populær tradition som har grebet om sig.

Farsø MC Klub blev stiftet for 42 år siden, og da nogle medlemmer for 30 år siden fik ideen med en fællestur Skærtorsdag, var det 20-25 cykler der markerede sæsonstarten på denne måde, altså med fællestur og en pølse i Færgekiosken.

I dag er antallet af deltagende motorcykler langt over ti-dobblet alt afhængig af vejret. og motorcyklister fra nær og fjern samles med Farsø MC Klubs ca. 60 medlemmer for at køre ud i foråret.             

- Nu er Sæsonstarten blev et hyggeligt heldagsarrangement, hvor vi starter med morgenmad i klubben og får en god snak med hinanden og om motorcyklerne inden vi kører ud på fællesturen ved middagstid, fortæller Rune Ebdrup.

Fællesturens forløb er forskellig fra år til år og afhænger af vejret, men typisk er den på ca. 20 km og altid med mellemstation i Hvalpsund, hvor vi parkerer motorcyklerne på Havnepladen og får os en pølse i Færgekiosken.

Vi har efterhånden fået så meget opmærksomhed, at også andre køretøjer mødes på havnen i Hvalpsund, og det betyder at skærtorsdag også er sæsonstart for mange andre. Herunder lokalbefolkningen og påskegæster, som kigger forbi for at kigge på motorcyklerne og få en snak med os.

Så i popularitet betyder mødet i Hvalpsund efterhånden ligeså meget for motorcyklisterne i Himmerland, som for de københavnske motorcyklister når de mødes på Bakken, siger Rune Ebdrup.

Dagen slutter af med spisning og fest i klubhuset på Fredbjergvej, hvor det er det sociale der plejes, og sæsonens kommende træf og aktiviteter falder på plads.   


I dag Skærtorsdag står Farsø MC Klub for 30 gang bag årets første fællestur, nemlig den traditionelle til Hvalpsund, hvor mange hunderede motorcykler kører med.   

 

e-max.it: your social media marketing partner