FARSØ: Kultur er også i den grad kunst og derfor har Galleri 14 også været med på to arrangementer i forbindelse med den vesthimmerlandske Kulturuge i denne uge. 

Torsdag havde galleriet spændt to store lærreder op til fællesmalerier. Ideen var at skabe et kreativt fællesskab mellem borgere og kunstnere, unge og ældre ved sætte egne penselstrøg på de fælles malerier.  

Som det fremgår, blev det meget farverige malerier, da udgangspunktet var:
”Det grå og triste får en farveklat”.

 

I dag lørdag kunne gallerisamarbejdet byde velkommen til tre nye billedkunstnere. De to sågar helt lokale kunstnere fra henholdsvis Hvalpsund og Ertebølle, som i en moden alder har slået sig ned på egnen, og hvor kunsten og det særlige lys har fået en helt særlig betydning i deres liv.

Steen Dueholm er arkitekt og bor både i Ertebølle og Brabrand, hvor han har værksted og atelier begge steder. Allerede i sine unge år begyndte Steen Dueholm at tegne og male og har fået undervisning i billedkunst og skulptur. Stor inspiration har Steen Dueholm hentet i Italien, hvor de varme farver og det særlige lys indgår i malerierne. Et særligt lys som Steen Dueholm også har fundet i Ertebølle og på Limfjordsegnen. Det er meget iøjnefaldende at Steen Dueholm ud fra vidt forskellige motiver, såsom ”Bjerget i Ertebølle” og en solsikkemark i Italien formår at skabe den samme stemning.

 

Orla Mikkelsen er oprindelig uddannet lærer, men har de seneste 30 år boet og arbejdet Marokko, Angola, Syrien og Kina med produktion og udviklingsarbejde. I 2017 vendte Orla Mikkelsen og hans kone tilbage til Danmark og bosatte sig i Hvalpsund. På det tidspunkt havde Orla Mikkelsen gennem 10 år genoptaget sin passion for tegning og maling som billedkunstner. Orla Mikkelsen skaber sin malerier ud fra fotografier han har taget. Med sin pensel ned i mindste detalje får han udvalgte ting og stemninger til at træde ud af billedet, som et fotografi ikke kan gengive.

 

Den sidste gæsteudstiller er Jon Duun fra Randers, der er reklametegner af uddannelse. Der er blevet eksperimenteret med skulptur, tegning og ikke mindst maleriet. Jon Duun arbejder meget med fordybelse. Som han selv beskriver det: Jeg maler vejen til kærlighed i alle dens aspekter, og de bump der er på vejen dertil.

 

Dermed viser Galleri 14 atter engang sin bredde i kunst, men også et særligt forhold til de kunstnere, der har forkærlighed for egnen.    

 

e-max.it: your social media marketing partner