Forrygende opbakning til ”fodbold” koncert

VESTHIMMERLAND:I starten af december offentliggjorde fodboldklubberne Farsø-Ullits IK og Aars Idrætsklub, at de sammen med Messecenter Vesthimmerland til marts står bag afholdelsen af et stort indendørs koncertarrangement i messecentret.

Billetsalget og opbakningen fra sponsorer går helt forrygende. 

-Vi må sige, at opbakningen til koncertarrangementet går over al forventning, udtaler Kim Nyby, formand for Farsø-Ullits IK og Per Nyborg, formand for Aars IK. 

Her 2 måneder før koncerten, har vi allerede solgt mere end 1.000 billetter. Heraf starter halvdelen koncerten op med en lækker 2-retters ”showtime menu”. Under middagen bliver der musik og stemning, så der bliver gang i den fra start.

Erfaringsmæssigt er det først de sidste par måneder op til koncerten, at der for alvor kommer gang i billetsalget. At vi allerede på nuværende tidspunkt har solgt op imod halvdelen af billetterne, giver mulighed for at vi kan melde udsolgt, inden vi går ind i den sidste måned op til koncerten, udtaler de to formænd. 

På sponsorsiden, har vi også fået en fantastisk opbakning. Det er tydeligt, at både erhvervslivet, kommunen og befolkningen i Vesthimmerland anerkender det, at to fodboldklubber fra to forskellige byer går sammen om at skabe en stor koncert. Med den succes, som koncerten tegner til at blive, så giver det helt sikkert blod på tanden til at skabe flere arrangementer sammen i fremtiden, slutter Kim Nyby og Per Nyborg i forening.

På rådhuset er politikerne også meget glade for initiativet. Kulturelle tilbud er vigtige, for at fastholde Vesthimmerland som en kommune, der er attraktiv at leve og bo i. 

-Det er initiativer som disse, der er med til at binde vores kommune endnu mere sammen, udtaler borgmester Per Bach Laursen med glæde.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: