Kommunen opstarter pårørendekursus

FARSØ/VESTHIMMERLAND: Til marts er Vesthimmerlands Kommune klar til at udbyde ”Lær at tackle hverdagen som pårørende” – et kursus målrettet voksne pårørende til mennesker med langvarig sygdom eller funktionsnedsættelse.

Hvis pårørende til mennesker med f.eks. demens, kræft, depression eller KOL forbliver raske, kan de fortsat passe på sig selv, være aktive på arbejdsmarkedet og hjælpe deres nærtstående.

-Det nye kursus ”Lær at tackle hverdagen som pårørende” er med til at forebygge, at pårørende udvikler stress, depression eller mistrivsel på grund af de ekstra udfordringer, de møder. På kurset får de redskaber til at passe på sig selv, bede om hjælp og bevare sociale relationer. Desuden møder de andre pårørende, som er i samme situation som dem selv, fortæller koordinator for kursusforløbet, Linda Ann Jensen fra Sundhedscenter Vesthimmerland i Farsø.

Kurset strækker sig over syv moduler á 2½ times varighed og foregår i grupper på op til 16 deltagere. Kurset ledes af to frivillige uddannede instruktører, der følger en detaljeret undervisningsplan, som sikrer indhold og kvalitet.

Sådan beskriver en kursist sit udbytte af pårørendekurset: 
-Jeg kom på kurset og var helt nede i kulkælderen. Men efter kurset er jeg mere, som jeg var før. Jeg er blevet mere selvstændig, initiativrig og har større overskud og glæde ved livet.
 

En netop offentliggjort evaluering af indsatsen viser, at kursisterne får det markant bedre efter kurset. 

FAKTA: 

Evalueringen viser blandt andet, at:   

·       71% har opnået bedre trivsel 

·       30% flytter sig fra høj risiko for at få stress eller depression til at være uden for risiko efter kurset 

·       85% er blevet bedre til at passe på sig selv 

·       78% har fået redskaber til at tackle symptomer som fx træthed, stress eller tristhed 

·       93% er blevet bedre til at bruge deres netværk 

·       93% er tilfredse eller meget tilfredse med kurset. 

750.000 danskere er pårørende til en ældre med alvorlige helbredsproblemer . Hvis alle pårørende – uanset alder – medregnes, er antallet formodentlig langt højere. En undersøgelse viser, at næsten hver anden pårørende føler sig deprimeret, mens 1 ud af 3 føler sig stresset. Begge dele på grund af ekstra belastninger i hverdagen. Hver 5. oplever ligefrem, at de er blevet kronisk syge af belastningen.

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: