24 statslige arbejdspladser til Vesthimmerland – OPDATERET

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune kan se frem til at modtage 24 statslige arbejdspladser i Løgstør.

Det kunne regeringen i dag afsløre i forbindelse med ”runde to” i udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til resten af landet.

En beslutning, som vækker stor glæde i Vesthimmerlands Kommune.   

– Det er en meget glædelig nyhed, at vi bliver tilgodeset med statslige arbejdspladser i Vesthimmerlands Kommune, siger borgmester Per Bach Laursen og fortsætter:   

– Vi har siden regeringens mål om udflytning af statslige arbejdspladser gjort opmærksom på Vesthimmerlands Kommune og ikke mindst kæmpet for at få del i dem. Så vi glæder os til at byde Miljømærkesekretariatet og deres medarbejdere velkommen til Vesthimmerland og Løgstør.   

Vesthimmerlands Kommune vil i samme ombæring nedsætte en arbejdsgruppe for at lette overgangen og etableringen af de nye statslige arbejdspladser – ligesom vi med glæde viser Vesthimmerlands Kommune frem for de nye medarbejdere, siger borgmester Per Bach Laursen.  

Han forestiller sig umiddelbart, at det tidligere rådhus i Løgstør vil være velegnet til det nye sekretariat.

Vesthimmerlands Kommunens familieafdeling flyttede i 2017 til Ulstruplund i Hornum. Også Nordjyllands Politi rykkede ud af bygningen sidste år. Derfor vil der være god plads i den kommunalt ejede administrationsbygning til Miljømærkesekretariatets 24 arbejdspladser, som vil leje sig ind.

FAKTA:
Miljømærkesekretariatet holder i dag til på Gøteborg Plads 1 i Nordhavnen i København og har ingeniører, biologer og kommunikationsmedarbejdere ansat. 

Miljømærkning Danmark står for at uddele miljømærkerne Svanemærket og EU-Blomsten til produkter i Danmark, som lever op til en række skrappe miljøkrav. Institutionen tager imod ansøgninger fra virksomheder, der ønsker miljømærkerne, og den kontrollerer løbende, at produkterne lever op til kravene. Desuden bliver miljøkravene til de mærkede produkter også løbende skærpet af Miljømærkning Danmark. 

En anden opgave er at oplyse og udbrede kendskabet til de to miljømærker, som findes på mere end 15.000 produkter og serviceydelser. 

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke. Det blev stiftet af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997. EU-Blomsten er det officielle europæiske miljømærke. Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen, og Danmark har været med fra starten.

 

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: