FARSØ: I dag starter billetsalget til den 24. udgave af Nytårskoncerten med Aalborg Symfoniorkester i Dronning Ingrid Hallerne.

Den finder sted den 5. januar - og har sågar premiere i Farsø.

Et kæmpe scoop
-Aalborg Symfoniorkester har denne gang gjort et kæmpe scoop ved at få Søren Pilmark som nytårskoncertens hovednavn, lyder det fra Karen Pedersen og Lene Poulsen fra Farsø Kulturråd, der har svært ved at skjule deres begejstring for valget.

Alle ved hvilken entertainer Søren Pilmark er - og musikalsk, som sanger, kan han også sagtens stille sig op og synge duetter med sopranen Berit Barfred Jensen, som er en meget efterspurgt solist i både ind- og udland.

Der vil blive serveret en perlerække af fransk musik: Bizet, Offenbach og ikke mindst de smukkeste franske sange af Canteloube. For ikke at forglemme skønne sprudlende duetter med Pilmark og Barfred fra bl.a. My Fair Lady og vores egen ”Forelsket i København”

Med andre ord kan man se frem til et forrygende show i Dronning Ingrid Hallerne, som både bevæger, betager og begejstrer. Og med til begejstringen hører naturligvis som altid Aalborg Symfoniorkester.

Det kan oplyses at nytårskoncertens to opførelser i Aalborg allerede er udsolgt på nuværende tidspunkt, hvilket ikke siger så lidt om den kommende koncerts popularitet.

Derfor håber Farsø Kulturåd også at en billet til Nytårkoncerten i Farsø vil være en perfekt julegave for musikelskere.

Nytårsprisen
Inden nytårskoncerten slår takten an, vil Farsø Kulturråd, traditionen tro stå for uddelingen af årets Nytårspris.

Det skal ikke afsløres her hvem årets modtager af Nytårsprisen 2018 bliver, men den går til en person eller en gruppe, som har gjort sig bemærket kulturelt i Farsø området.

De seneste års modtagere af Nytårsprisen er: 2017: Thits Valkyrier, 2016: Søren Byrjalsen, 2015: Klubhuset Farsø, 2014: Lokalhistorisk arkiv for Farsø og omegn, 2013: Lone og Søren Gertsen, 2012: FarsøKoret, 2011: Hvalpsund Bogcafé, 2010: Samuel Frederiksen, 2009: Karen Pedersen, 2008: Jens Munk-Christensen, 2007: Jonna Michelsen.

Kulturrådet glæder sig til årets største begivenhed
Nytårskoncerten finder sted en fredag aften. Dermed skulle der være god mulighed for at hygge sig med venner efter koncerten, uden at skulle tænke på hverdag dagen efter.   

 

e-max.it: your social media marketing partner