Stemningsfuld juleinspiration på klosteret

VITSKØL: 12. udgaven af Julemarkedet på Vitskøl gav, ligesom de forrige år trængsel i klosterets sale og værelser, der var fuldt udnyttet med juleinspiration.

Julemarkedet på Vitskøl er utraditionelt i den forstand, at der på mange af de 50 stande der fyldte klosteret fra kælder til kvist, var kunsthåndværk såsom håndlavet julepynt, malerier, filt, strik, pileflet, glaskunst, trædrejning, keramik og smykker. Med andre ord en god mulighed for at finde en unik og flot julegave, som ingen andre har.

Selvom der var lidt færre stande i år til sammenligning med de forrige år, så var der til gengæld en del nye sælgere med fortrinlige julevarer.

Vitskøls egne elever havde deres egen salgsstand i klosterets reception. Julevarerne på standen var naturligvis hjemmelavede og repræsenterede TAMU centrets linjer for gartneri, skovbrug og køkken.

Duften af gløgg og æbleskiver spredte også sin velkendte duft af jul fra under klosterets hvælvinger fra munkekælderen.

I det hele taget gør de storslåede omgivelser på klostret sit til at julemarkedet får sin helt særlige stemning og atmosfære. Det er også grunden til at markedet efterhånden er blevet et af landsdelens største. 

Det er TAMU centret, som holder til på Vitskøl, som stod for det praktiske omkring julemarkedet. Elever og ansatte var derfor også godt beskæftiget med at alt gik glat såvel ude som inde, alt imens et par tusinde gæster i løbet af weekenden lagde vejen omkring julemarkedet.                   

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: