Julemanden tænder julelysene i Farsø i morgen

FARSØ: Når mørket falder på i morgen eftermiddag, har Farsø allieret sig med manden, som kan give såvel børn som voksne julelys i øjnene.

Manden i den røde dragt og med det hvide skæg har lovet at ”stige” til vejrs for at tænde det store træ på Store Torv, der er lyskontakten til julebelysningen i resten af byen.     

Julemanden vil ankomme i sin flotte hestevogn med sit følge af julenisser, både til hest og til vogns. Optoget vil starte på Svingelbjergvej og fortsætte ad hovedgaden til den nordlige rundkørsel, videre til Plejecenter Højgården og så retur til Store Torv.

Her vil julemanden dele karameller ud til børnene og invitere dem med indenfor i sit juleværksted ved Centertorvet i Farsø Rådhuscenter, hvor børnene kan hænge deres julesok op på julemandens gavereoler.

Julelystændingen på Store Torv i morgen er forbundet med årtier af traditioner. For naturligvis er det selveste julemanden som tænder byens flotte julebelysning, og naturligvis vil der også være masser af julehygge på Store Torv – især for de lækkersultne.     

På Store Torv har ”Cafe Store Torv” indrettet sig i juleboder med bl.a. julegløgg, klejner, brændte mandler og mange andre julelækkerier. Spejdernisserne vil også være på plads med deres bålfade til snobrød, ligesom der naturligvis også vil være gang i spejdernes vaffelbageri og blive solgt varm kakao. Det plejer der hvert år at være en lang kø af lækkersultne børn og voksne til. Der vil også være uddeling af godter samt salg af juletræer

Kl. ca. 17.30 vil julebodernes lys blive overstrålet af lysene på det store juletræ, torvets træer med lys i, juleparasollerne ved rådhuscentret og de nye juleguirlander i hovedgaden, når julemanden tænder byens julebelysning med fakkel fra toppen af sin nissestige. Herefter vil han med hjælp fra julenisser og sin syngenisse – og ikke mindst alle børnene, danse om det store juletræ og synge kendte julesange til.  

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: