Indvielse i Vesterbølle

VESTERBØLLE: Som led i et større byggeprojekt har Vesterbølle Efterskole opført en ny sportshal med formidabel højde – særligt egnet til badminton, parkour, cheerleading og ikke mindst volleyball. 

Ligeledes rummer hallen et nyt lækkert fitnessrum med spejle, hvor faget pigefitness skal folde sig ud.

Fredag var det tid til den officielle indvielse. Forældre, ansatte og især eleverne har glædet sig meget til at tage den nye hal i brug.

I forbindelse med den officielle indvielse skulle der naturligvis klippes bånd. Æren fik eleverne Karen Kallestrup og Randi Holwerda. På symbolsk vis var båndet placeret mellem volleyballstolperne i tråd med efterskolens stærke volleyballtraditioner. Pigerne fik efter bedste skik klippet båndet, og at det var netop dem var ingen tilfældighed. De havde i høj grad gjort sig fortjent til saksen. De to piger satte nemlig hver især rekorder tidligere på dagen i forbindelse med Skolernes Motionsdag, som på Vesterbølle afvikles som et sponsorløb. Her havde Karen rekord i antal sponsorer, hele 27 stk., mens Randi var den pige, der cyklede flest kilometer. For hendes ben blev det til flotte 42 kilometer. I alt samlede eleverne 54.000 kroner ind til deres projekt ”Ud i verden”, hvor de som led i projektet denne gang rejser til henholdsvis Polen og El Salvador.

Derefter fortsatte indvielsen i højeste gear. Som forsmag på, hvad den nye hal skal rumme, så lavede efterskolens nye cheerleadinghold en flot opvisning.

Forstander Martin Diget Aamann benyttede også lejligheden til at fortælle lidt om byggeriets gang. I forbindelse med byggeriet er der bl.a. blevet fjernet 6000 kubikmeter jord, således at området omkring den nye hal skal kunne fungere som en slags moderne amfiteater. I den sammenhæng etableres også et fornyet område til efterskolens populære valgfag friluftsliv. Næste etape af byggeplanerne indebærer ombygning af den gamle gymnastiksal, som i fremtiden skal fungere som foredragssal og opholdsrum for eleverne.

 

Eleverne havde ovenpå sponsorløbet forståeligt meget trætte ben men efter en velfortjent efterårsferie, er de helt sikkert at finde i den nye indviede sportshal.

Der er så højt til loftet, at cheerleaderne også kan optræde i højden. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: