Vester Hornum Skole på ”vildmarkstur”

VESTER HORNUM: 19 elever og 2 lærere fra Vester Hornum Skole har været på “Vildmarkstur” – en tur hvor de kom tæt på naturen. 

Skolen har i øjeblikket et valgfagshold under overskriften ”Udeliv inkl. overnatningstur”, og det var som afslutning på dette forløb, at de 19 elever fra 7., 8. og 9. tog afsted i silende regnvejr.

Turen begyndte ved den ikke så store ”Vegger Havn”. Her blev 8 kanoer søsat, og efter at have pakket bagagen i plastposer, iført sig redningsveste m.m. – så var det med at padle sig afsted på Halkjær Å. Humøret var højt, og det gik rigtig fint. En del broer skulle passeres, og på grund af den høje vandstand i åen, var der ikke megen plads til at sejle under. Kun eleverne i enkelt kano klarede det ikke så fint under én af broerne. Kanoen kæntrede, og eleverne måtte ufrivilligt en tur i vandet til stor morskab for de øvrige elever.

Godt våde nåede alle frem til overnatningsstedet – ”Voldstedet” i Halkær. Her kunne eleverne overnatte i stedets shelters. Men inden der skulle soves, var det tid til at få lavet aftensmad. Menuen stod af lammekølle og bagte kartofler, som alt sammen blev tilberedt på bål. Senere blev der serveret natmad bestående af hyldebærsuppe med vilde æbler. Såvel hyldebær som æbler blev plukket i området og derefter tilberedt på de medbragte stormkøkkener.

Eleverne byggede også en såkaldt svedehytte af grene og presenninger. Efter først at have opvarmet kampesten, blev disse anbragt i midten af svedehytten. Når der blev kastet vand på de meget varme sten, opstod der masser af damp og saunastemningen var helt i top. Efter at være blevet godt opvarmede, følte mange trang til at blive kølet af, og der blev således badet heftigt i Halkær Å.

Efter en god nats søvn, hvor de fleste kunne holde varmen, var det tid til at tilberede morgenmaden, som i dette tilfælde blev dejlig varm havregrød – igen tilberedt på de medbragte stormkøkkener.

Til sidst var tiden inde til at bevæge sig mod udgangspunktet i Vegger. Nogle sejlede i kano, andre vandrede til fods, men alle nåede frem til NT-bussen, som bragte eleverne tilbage til Vester Hornum Skole.

Således kan de deltagende elever og lærere nu se tilbage på en oplevelsesrig tur, hvor der var rigtig god stemning – en tur, hvor eleverne fik prøvet kræfter med at leve tæt på naturen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: