Dårlig timing

FARSØ: Selvom man i over et år har set frem til nedrivning af brandtomten – den såkaldte Coloramabygning, så  er det dårlig timing 

– og ud fra Farsø Handelsstandsforenings synspunkt også spildt arbejde, da man sidste onsdag brugte en aften på at male hvidt og ”pynte” bygningen op med ”Velkommen til Farsø” og Dannebrogsflag i anledningen af Made in Denmark i Gatten som finder sted i denne uge. 

For i mandags blev de malede plader og bannere hevet ned af det nedrivningsfirma som Vesthimmerlands Kommune har bestilt til nedrivningen.

Formand for Farsø Handelsstandsforening, Jørgen Højrup Jensen rasede mildest talt mandag morgen, da han fik kendskab til det.

– Jeg er meget skuffet og frustreret. Jeg havde håbet på bedre samarbejde med kommunen, nu da man gerne vil gøre sit til, at byen ser pænere ud under Made In Denmark.  Jeg er skuffet, fordi jeg personligt troppede op i teknisk forvaltning forrige uge for at høre om tidsperspektivet for nedrivningsarbejdet. Det ville tidligst finde sted i uge 35, fik jeg at vide, og netop derfor fattede vi penslen for at forskønne bygningen i det omfang vi kunne af hensyn til Made In Denmark. Vi fik sågar også lov til at male på kørebanen på hovedgaden inden ny asfaltbelægning. Det har vi dog ikke benyttet os af. Vores ”forskønnelse” fik kun lov at vare i fem dage, men i det mindste har byfesten haft nytte af det, nu da vore Made In Denmark gæster ikke får det. Det glæder os, at mange har rost os for vores tiltag, som vi egentlig skulle have gjort for længe siden.

Der er ingen sure miner overfor nedrivningsfirmaet. Jeg har talt med dem. De gør det de har fået besked på, nemlig at nedrivning og oprydning på grunden skal være tilendebragt om en måned. Det er bare uheldigt lige her i uge 34, lyder det ærgerligt fra Jørgen Højrup Jensen.

 Sådan så Coloramabygningen ud torsdag morgen, efter at Farsø Handelsstandsforening havde været i gang med forskønnelse af bygningen onsdag aften.


 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: