456 tog for sig af gourmetrettet gennem Farsø – OPDATERET – FOTOS

FARSØ: Sidste år i premiereåret måtte man sige stop ved 275 deltagere. I år var både antallet af retter og antallet af deltagere hævet. De 7 retter blev til 8 og de 275 deltagere blev til 456.

 

Derfor var smilene store hele vejen rundt her til aften, hvor ”Smag på Farsø” 8 retters menu gennem Farsø blev gennemført af Lions Club Thit Jensen.

Der var god stemning fra start til slut. Deltagerne blev sendt afsted i hold fra Store Torv af selveste Thit Jensen og Johs. V. Jensen med hyggemusik i baggrunden. Herefter fulgte de lækre gourmetretter fra 8 udvalgte lokale spisesteder – og drikkelsen dertil, var der ligeledes 8 udbydere der sørgede for ude på ruten.

De 10 hold med 45-50 lækkersultne deltagere på hvert hold, blev sendt afsted med 10 minutters mellemrum. Det betød at der ude ved de 8 boder, som var fordelt langs den 4,8 km lange rute gennem Farsø by, ikke opstod ventetid på at sætte tænderne i lækkerierne. Her oplevede man også den hyggelige og snaksagelige stemning, som man havde håbet på.

Samtlige 456 deltagere kunne i mål på Store Torv melde om fyldte maver og gode kulinariske oplevelser.

Heldigvis var deltagere udrustet med paraplyer og regnfrakker, da der ved 19.30 tiden begyndte at regne. Men den gode stemning fortsatte helt til lidt i ni, hvor de sidste udtrækningspræmier blev udtrukket på Store Torv.

Lions Club Thit Jensen, som på aftenen og dagen havde 18 personer i gang med at klare de praktiske opgaver med arrangementet, var lutter store smil hele aftenen igennem. Det kunne selv regnen ikke ændre på. Alt forløb som det skulle, hvilket også den store ros fra deltagerne understregede.

– Derfor kan man godt glæde sig til ”Smag på Farsø” i 2018, siger Birthe Nørgaard fra Lions Club Thit Jensen, for den her succes skal da gentages!.          

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: