En måned fyldt med historiens vingesus

VESTHIMMERLAND: For tredje år i træk er juni Kulturarvsmåned i Vesthimmerland med fokus på vidt forskellige aspekter af den vesthimmerlandske kulturarv med mere end 40 arrangementer spredt ud over hele kommunen. 

Der er således rig mulighed for at blive klogere på vores fælles historie i Vesthimmerland samt de mange facetter, som DR’s nye, flotte Danmarkshistorie ikke når at formidle, når flere hundrede års historie skal fortælles på en time. Besøg stenalderens dødehuse, hør om det vesthimmerlandske Regan Vest, tag med på en guidet sejltur til Aggersundbroen eller gå på opdagelse i nogle af de mange spændende historier, som de lokalhistoriske arkiver formidler i juni måned. Der er masser af muligheder for gode oplevelser.

Åbningen er lidt af en tyvstart, nemlig på søndag den 28. maj. Her får logihuset i Hvalpsund genopfrisket sin storhedstid, hvor det var endemålet for personalet på Aalborgbanen. Hvalpsund var nemlig endestation, og så kunne man få sig noget søvn der frem til banens nedlæggelse i 1969.

Med over 40 arrangementer er der arrangementer de fleste dage i juni. Nogle rummer kun et enkelt møde, andre har flere. Den største dag – målt på antallet af arrangementer – bliver allerede torsdag den 1. juni. Her er der fem ting i kalenderen. Denne dag kan man stifte bekendtskab med Vitskøl Klosterkirke, køkkenmøddingen i Ertebølle, Aggersundbroen, forfatternes Farsø, rundvisning på Aggersborg samt et foredrag om kunstsmeden Kristian Andersen fra Aars.

Herefter følger der ca. et dagligt arrangement et eller andet sted i kommunen.

At fejre kulturarven over en hel måned er ganske enestående og kun muligt på grund at et tæt samarbejde mellem lokale foreninger, arkiver, museer og andre ildsjæle i hele kommunen. I år er over 40 forskellige aktører med til at fortælle de gode historier og sætte Vesthimmerland på Danmarkskortet som en aktiv kommune, hvor kulturarven sættes højt til fordel for både indbyggere og turister.  


Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: