FARSØ: Forberedelserne er i fuld gang til det festlige arrangement ”På hat med Thit”, som finder sted den 1. april på Hotel Farsø. 

 Det er foreningen Thits Venner og Lions Club Thit Jensen, der står bag arrangementet, hvor der lagt op til en festlig og underholdende eftermiddag og aften i godt selskab.     

Som ved andre festlige arrangementer kommer dagen til at indeholde festtale, underholdning, rigtig god mad, musik og sang.

Man kan godt glæde sig til en festdag
Man kan godt glæde sig, lyder det fra Mona Jensen fra Thits Venner og Merete Christiansen fra Lions Club – Thit Jensen, der allerede har gang i billetsalget til dagen på Lions Thits hjemmeside og hos Inge og Birthe i Farsø Rådhuscenter.          

- Vi håber at se op til 300 personer - såvel damer som mænd. I Thit Jensens ånd har vi et ønske om, at man møder op med hat og måske iklædt fantasifuldt og festligt tøj?!. Men det er naturligvis ikke et krav, lyder det fra de to damer, der allerede har styr på de hatte, de selv skal have på til arrangementet.   

Hatte er omdrejningspunktet
Netop hatte er det festlige omdrejningspunkt for arrangementet og derfor har man inviteret Pauli Tvilling kendt fra DR1´s udsendelser ”Skattejægerne”. Pauli Tvilling er oprindelig fra Frederikshavn. Derfor hedder hans kendte butik i det indre København FN92, som var nummeret på hans fars fiskekutter. Pauli Tvilling er uddannet skrædder fra Alexandraskolen i Frederikshavn og har arbejdet med Haut Couture i Paris.

Hans butik har en af de største samlinger af vintage brudekjoler i Nordeuropa, men lige så interessant er det at han har et stort udvalg af cocktailkjoler og specielt hatte.

Derfor vil Pauli Tvilling medbringe et stort udvalg af sine hatte til Farsø og vil holde et spændende foredrag om hatte på Thits tid. Hattene vil under foredraget blive fremvist og båret af hans assistent Juliane.     

Herefter vil Hotel Farsø med sædvanlig høj standard servere en flot og lækker 3 retters menu, som afløses af en festtale. 

Festtale af Pernille Vigsø Bagge
Festtalen holdes af Pernille Vigsø Bagge, Løgstør, som de fleste kender som snart forhenværende politiker, nu præst, men også som en glimrende taler med indsigt. Og indsigt har hun bestemt i Thit Jensen.   

Thit vil naturligvis også personligt dukke op for at sørge for at alt går rigtigt til.

Og det gør det naturligvis!, for arrangementet har til formål at synliggøre Thit Jensen, hendes forfatterskab og betydning for dansk kvindelitteratur og ikke mindst at promovere Farsø som forfatterby og Lions organisationens 100 års jubilæum.

Overskud til forskønnelse af Farsø by
Og netop derfor håber man, at rigtig mange vil deltage i arrangementet og gøre det til en succes. For et eventuelt overskud på arrangementet vil komme byen Farsø til gode. De to arrangerende foreninger vil sammen med Vesthimmerlands Kommune og Vesthimmerlands Kulturråd udtænke forskønnelse, som til tid og evighed skal være synligt i bybilledet og til minde om denne dag.

e-max.it: your social media marketing partner