HVALPSUND: I lokalpressen, heriblandt i Farsø Avis, er der blevet stillet spørgsmål ved kommunens praksis vedrørende kystbeskyttelse nordvest for Fjordvej i Hvalpsund. Der undres over at kommunen ikke etablerer en sikring i sten, i stedet for løbende sandfodring efter hver enkelt storm. Derfor denne orientering.

I august 2013 søgte Vesthimmerlands Kommune om tilladelse til at anlægge en kystbeskyttelse i form af en stenkastning, en såkaldt hård sikring. I december 2013 modtog forvaltningen afslag fra Kystdirektoratet. Afslaget er vedlagt denne orientering. Kystdirektoratet vurderer, at en stenkastning ikke er den optimale løsning det pågældende sted, og at en stenkastning ville forværre erosionen i området uden stenkastning. Afslaget blev fulgt op af et påbud om at fjerne ulovlig stenkastning fra 1995.

Kystdirektoratets afgørelse kunne ikke påklages i forhold til beslutningen, men kun i forhold til retslige forhold og dermed sluttede forvaltningens mulighed for en hård kystsikring.

Forvaltningen opnåede i august 2014 tilladelse hos Kystdirektoratet til sandfodring. Tilladelsen giver mulighed for løbende at sandfodre efter hver storm. Denne løsning indebærer løbende driftsomkostninger, men sandfodringen er den eneste mulighed kommunen har for at beskytte Fjordvej og de bagvedliggende ejendomme.

Efter den seneste storm (Urd) er status, at der er ca. 5 meter fra toppen af skrænten til Fjordvej og kloakledninger. I december 2013 var der 8 meter.

Forvaltningen har igen i februar 2017 anmodet Kystdirektoratet om et besøg på lokaliteten, idet tilbagerykningen af kystlinjen går ca. dobbelt så hurtigt som blandt andet estimeret af Kystdirektoratet i 2013. Anmodningen er afslået.

Kystdirektoratet orienterer i afslaget desuden om udsigterne til at få en ny ansøgning om hård kystbeskyttelse imødekommet. En godkendelse forudsætter, at der er akut nedstyrtningsfare på grund af erosionen, eller at ”afstanden fra huset til skrænttoppen er mindre end 2 gange den maksimale akutte erosion”. Dette vil efter forvaltningens vurdering svare til en afstand på 1-2 meter. Den aktuelle afstand er, som ovenfor beskrevet, noget større. Forvaltningen vurderer derfor ikke, at det vil medføre et positivt resultat, hvis der indgives ny ansøgning.

Forvaltningen følger udviklingen og vurderer løbende behovet og muligheden for at søge om hård kystbeskyttelse igen. I vurderingen inddrages forventede driftsudgifter, idet Kystdirektoratet oplyser, at der ved en eventuel tilladelse til en hård kystbeskyttelse vil blive stillet vilkår om løbende tildækning af anlægget med sandfodring for at hindre forstejling af kystprofilet. Hvis der senere kan etableres en hård sikring, vil der altså fortsat skulle sandfodres i området.

e-max.it: your social media marketing partner