FARSØ: Foreningen Thits Venner og Lions Club - Thit Jensen, Farsø ruller den røde løber ud for gæsterne ved et festligt arrangement ”På Hat med Thit”, som afholdes på Hotel Farsø den 1. april.

I Thit Jensens ånd
-I Thit Jensens ånd ønsker vi, at alle – såvel kvinder som mænd, skal møde op festklædte - og med hat i den store sal på Hotel Farsø, som kan rumme 300 personer. Hatteforeninger fra det ganske land og prominente personer er allerede inviteret, lyder det fra Mona Jensen fra Thits Venner og Merete Christiansen fra Lions Club – Thit Jensen, der nu ser frem til tilmeldingerne fra festlige Vesthimmerlændige.

For at synliggøre Thit Jensen, hendes forfatterskab og betydning for dansk kvindelitteratur, for at promovere Farsø som forfatterby og Lions organisationens 100 års jubilæum, er der taget initiativ til en spændende dag med masser af oplevelser og dejligt samvær.

Dagen starter ud med mulighed for tilrejsende og lokale gæster at se eller gense Thits Mindestue på Torvet 1. Derefter går turen over gaden til Hotel Farsø, hvor resten af den festlige dag finder sted.

Besøg af hatteeksperten Pauli Tvilling
Efter et boblende velkomstglas bydes der velkommen til Pauli Tvilling kendt fra DR1´s udsendelser ”Skattejægerne”.  Pauli Tvilling er oprindelig fra Frederikshavn. Derfor hedder hans butik i det indre København FN92, som var nummeret på hans fars fiskekutter. Pauli Tvilling er uddannet skrædder fra Alexandraskolen i Frederikshavn og har arbejdet med Haut Couture i Paris.

Hans butik har en af de største samlinger af vintage brudekjoler i Nordeuropa, men har også et stort udvalg af cocktailkjoler og hatte.

Pauli Tvilling medbringer et stort udvalg af sine hatte og vil holde et spændende foredrag om hatte på Thits tid. Hattene vil under foredraget blive fremvist af hans assistent Juliane.

Herefter vil Hotel Farsø vil med sædvanlig høj standard servere en flot og lækker 3 retters menu.

Prominent festtaler afsløres endnu ikke
Uden en festtale går det ikke! En prominent og kendt kvinde er inviteret, men hun vil ikke blive afsløret her.

Musik D’dur
Der skal også synges. Duoen Mette Dam og Brian Svendsen fra Aars, som kalder sig D´dur vil underholde med et udvalg af Kai Normann Andersen tekster og melodier.

Thit dukker selv op
Og naturligvis vil Thit selv personligt dukke op for at deltage i festen og sørge for at alt går rigtigt til!

Billetsalg til festlig dag starter i næste uge
-Vi håber, at rigtig mange – såvel kvinder som mænd, har lyst til at trække i festtøjet, finde fantasifulde hatte frem og deltage i dette forårsarrangement, siger Mona Jensen og Merete Christiansen, der fortæller at billetsalget til denne særlige Thit event starter i slutningen af denne uge.

Overskud til forskønnelse af Farsø by
Et eventuelt overskud fra arrangementet vil komme byen Farsø til gode. De to arrangerende foreninger vil sammen med Vesthimmerlands Kommune og Vesthimmerlands Kulturråd udtænke forskønnelse, som til tid og evighed skal være synligt i bybilledet og til minde om denne dag.

e-max.it: your social media marketing partner