FARSØ: En stor efterspørgsel på danskproducerede vinduer kan mærkes hos vinduesproducenten Outline i Farsø.

20% flere medarbejdere
Som følge af travlhed vil virksomheden nemlig ansætte hele 40-50 nye medarbejdere i de kommende måneder, hvilket svarer til en stigning i medarbejderstaben på 20 procent. Den markante vækst skyldes blandt andet en spirende optimisme i byggeriet samt en udvidet og forbedret produktpalette, der for alvor bærer frugt.

Enorm efterspørgsel
Outline Vinduer oplevede i 2016 en enorm efterspørgsel på døre og vinduer, og det er en udvikling, der ser ud til at fortsætte i 2017. Derfor vil Farsø virksomheden, der er en del af Inwido-koncernen, nu ansætte hele 40-50 nye medarbejdere, hvoraf de første 15 allerede er ansat. Resten ansættes i løbet af de kommende måneder, og staben vokser således samlet set fra 250 til omtrent 300 medarbejdere - en stigning på cirka 20 procent:

- Vi har mere travlt end nogensinde, og derfor får vi brug for at ansætte 40-50 nye medarbejdere for at kunne følge med i produktionen, fortæller direktør i Outline Vinduer, Jens Sørensen, og fortsætter:

Sprunget lavsæsonen over
- Det er normalt, at man i vinduesbranchen har færre ansatte om vinteren, hvor det er lavsæson, for så at ansætte igen i foråret. Men i år har vi stort set sprunget lavsæsonen over, og det er selvfølgelig positivt, siger han. 

En branche i vækst
Ifølge Jens Sørensen er der flere faktorer, der har betydning for Outlines positive udvikling. Først og fremmest sker der i øjeblikket mange ejendomshandler, hvilket automatisk fører til flere renoveringsopgaver, der blandt andet indebærer skift af døre og vinduer. Samtidig er der kommet skub i nybyggeriet af enfamiliehuse og større projektbyggerier.

- Der er generelt set en opadgående kurve i byggeriet, hvilket helt naturligt øger salget af døre og vinduer. Samtidig er danskproducerede byggematerialer kommet i højere kurs, da flere købere ser en værdi i, at produktionen foregår i Danmark – dels fordi mange danskere forbinder det med høj kvalitet og et højt serviceniveau, og dels fordi leveringstiden er kortere, forklarer han og fortsætter:

- I den forbindelse har vi en af markedets korteste leveringstider på ned til en uge, hvilket også har betydning for vores vækst, da det er med til at gøre os attraktive og konkurrencedygtige.

Samtidig understreger Jens Sørensen, at Outlines udvidede produktpalette også spiller en stor rolle i forhold til den stigende efterspørgsel. Alene det seneste år er vinduesvirksomheden kommet på banen med adskillige nye produkter, som blandt andet tæller et nyt dreje-kip vindue, en bredere foldedør og en energimæssig opdatering af Træ/Alu Energy-serien:

- Vi har fået flere og bedre produkter på hylden, som gør, at vi i endnu højere grad kan levere kundetilpassede løsninger. Det skaber øget salg og bidrager således også til, at vi har fået endnu mere travlt i produktionen, slutter han.

 

FAKTA: Om OUTLINE Vinduer

Outline Vinduer er en af Danmarks førende producenter af energioptimerede vinduer og døre i træ og træ/alu til alle typer boliger. Alle produkter baserer sig på kvalitetshåndværk, som er designet, udviklet og fremstillet i Danmark. Vinduer og døre skræddersyes efter kundens ønsker og behov og leveres med markedets hurtigste leveringstid på ned til syv dage.

Outlines produkter sælges gennem trælaster og byggemarkeder over hele landet til både professionelle og private kunder.

Outline Vinduer er et dansk vinduesbrand med produktion, udvikling og ledelse i Farsø. Outline Vinduer beskæftiger ca. 250 medarbejdere og er en del af Inwido-koncernen, Europas største vinduesleverandør og blandt førende leverandører af døre. Inwido har ca. 4.000 ansatte og opererer i Danmark, Finland, Norge, Sverige, Estland, Tyskland, Litauen, Irland, Polen, UK og Østrig. I 2016 havde Inwido en omsætning på godt 4,5 mia. DKK.


e-max.it: your social media marketing partner