Vestrup Skole på hjernegymnastik

VESTRUP: I dag deltog Vestrup Skole sammen med ca. 40.000 andre børn og 265 andre skoler i årets Skoleskak-turnering. 

Ud over Vestrup Skole deltog Hornum Skole og Ranum Skole også i turneringen på deres skoler. Turneringen var planlagt til at vare 4 timer med indlagte småpauser og frokostpause.

Eleverne på Vestrup Skole havde spændt ventet dagens komme, og enkelte påstod endda, at de ikke havde sovet natten forinden.

De blev inddelt i tre hold (0. – 1. klasse, 2. – 3. klasse og 4. – 6. klasse) og fordelt i lokaler af passende størrelse. Alle fik en orientering om skakspillets historie, samt hvordan spillet kom til Danmark med Knud den Store for ca. 1000 år siden, og ligeledes blev man orienteret om reglerne for skoleskak.

Så gik turneringen i gang. Der blev kæmpet bravt i alle lokaler, og man kunne ligefrem se hjernecellerne arbejde. De store børn startede ud med at spille på på deres computere. Senere blev computeren udskiftet med almindeligt skakbræt og -brikker.

Der blev spillet mange forskellige slags skakspil undervejs. Der var bondeskak, bondeskak med tapre riddere, action skak, arm/hjerne skak, skak-stafet og ganske almindelig skak med alle brikkerne, så aktivitetsniveauet var højt overalt på skolen. Af og til hørte man et udbrud: YES! når en elev vandt et spil, eller et ØV! når et spil blev tabt.

Kl. 14.00 samledes alle i Minihal Vestrup til uddeling af diplomer og skakaviser til alle deltagerne. Disse var blevet fremsendt til lejligheden af Dansk Skoleskak. I kuverten havde skolen lagt en lille folder med skakregler, som eleverne også kunne tage med hjem i tilfælde af, at de på egen hånd ville begive sig ind i skakverdenen. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: