FARSØ: Jobcenter Vesthimmerland har siden 2011 haft partnerskabsaftale med vinduesfabrikken Outline i Farsø i form af beskæftigelsesprojektet Outline Plus.

Udvides med 9 pladser
Denne aftale ønskes nu udvidet med en tillægsaftale omfattende yderligere 9 pladser således, at der i alt er 31 pladser til rådighed for Jobcenter Vesthimmerland hos Outline Plus.

Det rummelige arbejdsmarked
Outline Plus har til formål at bidrage til at realisere det rummelige arbejdsmarked.  

Målet er at opkvalificere ledige borgere, således de er i stand til, at få fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Rekruttere til ordinære job eller støttede job både på Outline og på andre virksomheder i lokalområdet. Ligeledes skal projektet sikre afklaring af den enkelte borger med henblik på job og/ eller uddannelse.

Gode erfaringer
Jobcenter Vesthimmerland har gode erfaringer med resultaterne af projektet med henblik på at ledige borgere kommer i ordinært job, uddannelse eller løntilskud med efterfølgende job både på Outline men også i andre virksomheder.

Jobcenter Vesthimmerland ønsker på baggrund af de gode erfaringer og resultater at udvide aftalen.

Outline har pt. ca. 240 ansatte og forventer henover foråret 2017 at udvide medarbejderstaben op til 270-280 medarbejdere.

Jobcenter Vesthimmerland bidrager med rekruttering af disse medarbejdere såvel blandt ledige borgere eller borgere på vej i ledighed.

Aftalen forventes at kunne træde i kraft i løbet af foråret eller senest august 2017. Aftalen kan dog først realiseres i det øjeblik Outline har udvidet den ordinære medarbejderstab med det planlagte, således forholdstallene kan honoreres

Rammebeløbet til dækningen af omkostninger til Outline Plus udgør 750.000 kr. årligt, hvoraf de 50.000 kr. vil kunne indtægtsføres for det, den øgede bemanding vil kunne ”producere”. Dette betyder en årlig udgift for Jobcentret på 700.000 kr. 

Udgiften finansieres af aktiveringsmidler.

Såfremt pladserne anvendes til jobafklaringsforløb vil jobcentret modtage 50 % statslig refusion.

Beløbet dækker blandt andet ansættelse af medarbejder i Outline Plus, der skal forestå opfølgning, beskrivelser, handleplaner, visitering, uddannelse m.m. af de ledige borgere.

Udvidelsen af Outline Plus er netop blevet godkendt i Vesthimmerlands Kommunens beskæftigelsesudvalg.   

e-max.it: your social media marketing partner