LIVØ: Den 1. januar 2017 overtog Jesper og Ulla Lynge Bergholdt forpagterrollen på Livø.

De overordnede opgaver, som forpagterparret står over for, er udlejning af feriehuse, drive caféen og være havnefoged.

Vesthimmerlands turistchef, Jimmi Petersen, udtaler: -Vi byder Jesper og Ulla velkommen til Livø og Vesthimmerland. Vi glæder os til at arbejde sammen med dem om deres nye projekt på Livø. Øen rummer masser af muligheder, og der vil være al mulighed for en spændende udvikling, som imødekommer Naturstyrelsens mål med Livø – at den skal være Limfjordens bedste besøgs- og feriested.

Kendt fra Lindholm Høje
Jesper og Ulla Lynge Bergholdt er kendt for at drive Lindholm Høje caféen, som de har haft forpagtet siden januar 2011. Parret har arbejdet sammen siden 2008 om fødevarer, forældling af disse og ikke mindst udvikling af formidling og underholdningskoncepter.

-Min hustru og jeg har i fællesskab Kjøgemester & Oldfrue, hvor vi tilbyder mødeafholdelse, konferencer, events, kurser, fester, hvor menuen primært består af ”storytelling” hele vejen igennem. Derudover tilbyder vi også forskellige konsulentopgaver og farverige foredrag. Vi kan ikke vente med at komme i gang med det nye eventyr på Livø, og vi glæder os meget til at arbejde sammen med andre aktører i Vesthimmerland, udtaler Jesper Lynge.

Desuden arbejder Jesper Lynge med både dansk og engelsk tv, hvor han fortæller historier ved hjælp af hans karismatiske og udtryksfulde fortællinger og helhedsoplevelser.

Naturens stillekupé
Jesper og Ulla Lynge Bergholdt har forpagtet Livø gennem Naturstyrelsen, og skal drive den videre med Naturstyrelsens vision og værdier for øje. Visionen for Livø er, at øen skal være naturens stillekupé. Stilhed og autenticitet er øens varemærke. Naturstyrelsens mål er, at øen skal være Limfjordens bedste besøgs- og feriested og Danmarks første selvforsynende energiø.

Forpagterboligen oven på købmandsbutikken på Livø mangler endnu at blive istandsat til det nye forpagterpar. I mellemtiden kommer de til at bo i en lejlighed i tilknytning til øens økologiske landbrugsbedrift. Og indtil videre beholder Jesper og Ulla Lynge Bergholdt også deres hus i Hobro.

 

e-max.it: your social media marketing partner