Af: Jimmy Støttrup Jensen, Byrådskandidat for Venstre.

Vi pendler længere og længere i Nordjylland. Det kan man læse i en analyse fra Dansk Infrastruktur, som kan berette om at afstanden vi nordjyder pendler, er steget med 43% fra 202 til 2019.

Det er jo positivt nyt, når vi som kommune drømmer om nye tilflyttere, som ikke har noget imod at sætte sig ind i bilen eller busen, for at tage på arbejde uden for kommunen og komme hjem igen med gode skattekroner i lommen.

I jagten på nye tilflyttere bryster vi os meget af, at vi ligger inden for en times kørsel til størrer byer som Thisted, Viborg og Aalborg og derfor potentielt kan være et fremtidigt hjem for mange børnefamilier, hvor en eller begge forældre pendler til og fra arbejde.

Ydermere har mange, som en afledt effekt af Covid-19 situationen, pludselig fået muligheden for at have 1, 2 eller flere ugentlige hjemmearbejdsdage, hvilket gør det endnu mere attraktivt at bosætte sig længere væk fra sit arbejde. Det skal vi formå at udnytte!

Vi har jo rigtigt meget at byde på her i Vesthimmerlands Kommune. Den smukke natur, fjorden, gode handelsbyer hvor foreningslivet trives og hvor trygge rammer gør at vores børn kan få en god opvækst. Og så må vi ikke glemme, at det samlet set er billigt at bo i vores kommune, når man indregner både huspriser og de generelle leveomkostninger.

Men vi mangler en ting, for at vi bliver attraktiv for pendlere og det er længere åbningstider i vores daginstitutioner. For hvis ikke folk kan få passet deres børn, så hjælper det lige meget med alle de positive ting som vores kommune kan tilbyde.

Og ja, jeg ved godt at der pt. ikke er noget behov for længere åbningstider, men det er lidt historien om hvad der kom først, hønen eller ægget.

Hvis vi som kommune kan tilbyde nogle institutioner med længere åbningstider, vil vi også blive mere attraktiv for potentielle nye tilflyttere, som ikke tidligere har kigget vores vej, som følge af at de ikke har kunnet forene deres arbejdstider med åbningstiderne i vores institutioner.

Jeg mener derfor, at vi skal uvide åbningstiderne, i en af daginstitutioner i hver af vores 4 hovedbyer. Så må vi gøre status om nogle år og se om behovet til den tid er kommet. En ting er sikkert og det er at vi er nødt til at gøre os umage, hvis vi vil tiltrække nye tilflyttere.

e-max.it: your social media marketing partner