Af: Signe Nøhr, borgmesterkandidat (C) og Svend Jørgensen, byrådsmedlem (C)

Der bliver stadig flere ældre i Danmark, også i vores kommune, og seniorernes krav til boliger ændrer sig meget i disse år. Nogle ønsker at bo i traditionelle huse, men på en mindre grund, andre ønsker at bo i rækkehuse eller lejligheder. Men for de fleste gælder det, at man ønsker tryghed, fællesskab og gode naboer tæt på.

I budget 2020 fik den konservative gruppe i byrådet derfor afsat 1,5 mill. kr. til ”Forsøg med Senior-Bofællesskaber”. Hensigten var, at kommunen skulle være en aktiv fødselshjælper til at få etableret Senior-Bofællesskaber af flere forskellige typer, og at kommunen kunne give tilskud til konsulenter, rådgivere, projektering og andre startomkostninger, idet det er et forholdsvist nyt område, som ikke særlig mange har erfaring med.

Vi forestiller os, at disse Senior-Bofællesskaber kan etableres som en klynge af private huse, private udlejningsboliger, private andelsboliger eller almene boliger, men da det er noget nyt, vil etableringen normalt blive dyrere end ved almindeligt byggeri.

Vi må indrømme, at efterspørgslen efter tilskud fra den kommunale pulje ikke har været stor, sandsynligvis fordi muligheden ikke er blevet ”markedsført” særlig godt. Derfor er stort set alle pengene i puljen blevet brugt til andre formål. Men vi mener stadig, at ideen med en pulje til Senior-Bofællesskaber er god, og vi er helt sikre på, at behovet er der.

Derfor vil den konservative gruppe i byrådet foreslå, at puljen fyldes op igen med 1,5 mill. kr. ved de kommende budgetforhandlinger i september.

e-max.it: your social media marketing partner