Af: Signe Nøhr, borgmesterkandidat (C), og Svend Jørgensen, byrådsmedlem (C)

I 2018 solgte Vesthimmerlands Kommune sin andel af HMN Naturgas I/S, og siden er der drypvis kommet indtægter fra salget, og disse er indgået i kommunens almindelige drift. Der er dog stadig penge tilbage fra det ekstraordinære salg af Naturgasselskabet. I perioden 2022-28 vil den årlige indtægt være 2,9 mill. kr., og dette beløb falder så i de efterfølgende år til 0 i 2032.

I de næste 5 år -altså perioden 2022-26- betyder det en indtægt på i alt 14,5 mill.kr. til kommunekassen. Da der er tale om helt ekstraordinære indtægter, mener den konservative gruppe, at salget af Naturgasselskabet ikke bare skal indgå i det almindelige forbrug i kommunen, men derimod komme borgerne til gode i form af skattelettelser. Borgernes hårdt tjente penge skal tilbage i egne lommer.

I 2020 blev der mellem de fleste af Folketingets partier indgået en meget gunstig aftale om, at Staten skulle kompensere kommunerne for mistede skatteindtægter, hvis kommuneskatten blev sat ned. Kompensationen blev naturligvis aftalt, fordi Folketinget ønsker en lavere kommuneskat her i landet. Kompensationen gælder for en 5-årig periode, og den er i 2022 på 90%, i 2023 på 90%, i 2024 på 85%, i 2025 på 80% og i 2026 på 75%.

Hvis kommuneskatten i Vesthimmerlands Kommune nedsættes med 0,2%-point fra 2022, vil det mistede skatteprovenu efter Statens kompensation blive på i alt 9,6 mill. kr. i årene 2022-26. Dette skal sammenlignes med, at kommunens borgere i samme periode får skattelettelser på i alt 60 mill. kr., som frit kan anvendes. Dette svarer til godt 1.600 kr. til alle borgere, barn som voksen. Altså bliver 9,6 mill. kr. i mistede indtægter for kommunen til 60 mill. kr. mere i borgernes lommer, og så er der endda 4,9 mill. kr. tilbage af Naturgas-pengene til andre formål.

Hvem kan sige nej-tak til at bytte 9,6 mill. kr. til 60 mill.kr.?

Den konservative byrådsgruppe vil fremsætte forslaget til budgetforhandlingerne i september.

e-max.it: your social media marketing partner